Menu

Så er mårhunden på Fur

  • Skrevet af 

Det, som mange har frygtet, er nu sket: Mårhunden er kommet til Fur

Gennem de seneste år har mårhunden bredt sig op gennem Jylland.  Jægere og ornitologer var hurtige til at erklære mårhunden for uønsket i den danske natur. I løbet af 2011 erklærede Naturstyrelsen også mårhunden krig. Målet er, at mårhunden skal udryddes.

I 2011 blev der fanget en mårhund nord for Skive. Den blev udstyret med en radiosender og genudsat. Siden har man kunnet følge dens færden. Den løb nordpå langs Salling østkyst. Den nåede til Branden, vendte om og løb sydpå helt ned til Viborgegnen. Så satte den igen kursen nordpå mod vestsalling.

Flere steder i Salling er der skudt mårhunde. Andre er blevet påkørt eller fanget, steriliseret og genudsat med radiosendere, så de kan afsløre andre mårhunde.

Mårhunden tilbagelægger store afstande og vand er ingen hindring. De krydser ikke kun åer, men også sunde og fjorde.

"De kommer såmænd nok også til Fur engang" er der flere jægere, der har sagt - og den spådom er nu blevet til virkelighed. Mandag den 30. januar blev der set en mårhund i Engelst og torsdag den 2. februar løb en mårhund langs vejen tæt ved pumpehuset i Vojelkær.

Mårhunden ønskes udryddet, fordi den gør stor skade i den danske natur. Det går især hårdt ud over fuglevildtet. Mon ikke Fur Jagtforening iværksætter en bekæmpelsesplan?

Har du set en mårhund? Forestil dig en buttet ræv med korte ben og en meget kort hale. Sådan ser den ud, og den kan ikke forveksles med en ræv. Hvis du ser en mårhund på Fur, må du gerne kontakte undertegnede på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Her kan du læse mere om mårhunde og se billeder:

http://www.naturstyrelsen.dk/Naturbeskyttelse/Artsleksikon/Dyr/Pattedyr/Rovdyr/Maarhund/

http://da.wikipedia.org/wiki/M%C3%A5rhund

John Brinch Bertelsen 03/02 2012

Senest ændretTorsdag, 09 februar 2012 06:36
Til toppen