Fra FN-soldat i Gaza til brugsuddeler på Fur

FurNyt er taget på besøg hos Anton Simonsen, der bor i et hus på Nørre Madsbadvej på Fur. I perioden 1964 – 1987 var han brugsuddeler på Fur.  Men ud over den historie har han også en anden historie at fortælle. En historie, der foregår langt fra Danmark.  For godt 50 år siden blev Anton Simonsen udsendt til Gaza som dansk FN soldat.

Da Anton var tre år gammel, flyttede forældrene, der var landmænd, fra Sønderholm til Aggersund. Da Anton var 15 år gammel, kom han i lære i Brugsen i Manstrup, der ligger 8 kilometer syd for Fjerritslev. Tanken om selv at blive landmand havde aldrig tiltalt ham.

I 1958 blev han udlært og året efter blev han soldat i Nørre Uttrup nord for Ålborg. Tjenestetiden var dengang 16 måneder. Derefter tog han et job i Hvalpsund Brugsforening i 7 – 8 måneder.  En dag så Anton i avisen, at forsvaret søgte frivillige, der ville lade sig udstationere i Gaza, og han lagde billet ind. Den politiske forhistorie var kort fortalt denne:

I 1956 nationaliserede Egyptens stærke mand, Gamal Abdel Nasser Suez kanalen i sin kamp for at gøre landet til en magtfaktor i Mellemøsten.  Dette førte til en væbnet konflikt med England, Frankrig og Israel, der besatte Sinai og Suezkanalen. Resultatet blev international højspænding og sluttelig blev FN soldater blev sat ind som en stødpude mellem egyptere og israelere. Denne styrke deltog Danmark i, og de første soldater drog af sted i slutningen af året 1956.

Midt i august 1960 kom der besked om, at han skulle møde i Jægersprislejren den 5. september klokken 12.

Den næste halvanden måneds tid i Jægersprislejren gik med at forberede sig. Starten var hård. Første aften var de indkaldte så ømme af dagens strabadser, der blandt andet indeholdt lægeundersøgelse og to vaccinationer, at de måtte hjælpe hinanden af tøjet, da de skulle i seng. Anton skulle sammen med seks andre deltage i et madlavningskursus. Derud over skulle de deltage i skydeøvelser og fysisk træning. De fik også et kursus i at dele sol og vind ligeligt mellem israelere og egyptere, samt lære nogle ord på arabisk.

Den 18. oktober oprandt dagen, hvor de tog af sted med fly fra Kastrup. Første mellemlanding var i Rom. Det næste mål var Beirut, hvorfra det gik videre i små fly, der kunne rumme 30 personer.  Var der varmt i Beirut, så var det dog for intet at regne for varmen i El-Arish, der var den nærmeste by til rejsens mål: RAFAH-lejeren.

Omvæltningen fra livet omkring Hvalpsund Brugs var slående. På vej ind til lejren, der var 7 kilometer i rundkreds, gik folk og vogtede får og geder og nogle få kameler var der også. Inden for pigtråden skulle de danske soldater bo sammen med indiske, canadiske og norske soldater.  I lejren var 7 biografer og 2 kirker og 125 huse og rundt om den, var der store udkigstårne med projektører, der kunne oplyse hele landskaber. Omkring 850 arabere arbejdede hver dag i lejren. 

Anton kom til at bo i et hus med plads til 20 mand og allerede den 20. oktober 1960 klokken 7 om morgenen kom han og hans kammerater på deres første vagt.

Området var kontrasternes sted. Når de var ude langs ”Linjen”, der var et pigtrådshegn, der markerede grænsen mellem egypterne og israelerne, kunne de se bønder på den egyptiske side høste med segl, mens de på den israelske side høstede med store mejetærskere. Israel fik nemlig tilskud fra Amerika, der gjorde, at de kunne investere i gødning og maskiner.

Et af højdepunkterne under det lange ophold var, da Danmarks udenrigsminister Jens Otto Krag og hans kone Helle Virkner den 25. februar 1961 besøgte lejren. Alt var på den anden ende. I messen, hvor Anton arbejdede, skulle der gøres klar til at servere te og snitter. Præcis på den annoncerede tidspunkt, ankom udenrigsministeren og frue sammen med den danske ambassadør i Cairo, der også havde sin frue med. Repræsentanter for det egyptiske militær var der også. Efter at udenrigsministeren have inspiceret æreskompagniet, var det tid til te og snitter.

Anton mindes, at araberen Macdi Mahani, der hjalp til i messen, absolut ville servere for udenrigsministerfruen. Det fik han lov til. Tilslut fik alle lov til at fotografere.

Oplevelser var der mange af, i de seks måneder opholdet varede. Besøg i Jerusalem, Alexandria, pyramiderne og krigsskuepladsen ved El-Alamain gav alle indtryk, som fæstnede sig på nethinden og i den dagbog, som Anton nøje noterede ned i under hele opholdet. Hjemme i Danmark havde Anton været en aktiv håndboldspiller, og i lejren blev der arrangeret en DANOR-turnering. Der lykkedes at blive nummer to. At de ikke blev nummer et, kan stadig her 50 år efter ærgre Anton.

Den 19. april var det slut. Turen gik i fly igen mod Danmark. Den 25. april blev udrustning og gevær afleveret og den 27. april 1961 var Anton igen civilist. Få dage efter ringede de fra Brugsen i Vester Vandet ved Thisted, at uddeleren stod og manglede en førstemand. Dermed var Anton Simonsen igen på det ”brugs-spor”, som et par år senere skulle bringe ham og hans kone til Fur.

I begyndelsen af sommeren 1964 søgte Brugsen på Fur ny uddeler. Anton, der i mellemtiden blandt andet havde været 6 måneder på FDBs handelsskole i Middelfart, var blevet gift med Kirsten og havde været førstemand i flere brugser, lagde billet ind sammen med sin Kis, som hans tilkomne blev kaldt.

”Vi blev nok noget chokerede ved det første møde med Brugsen på Fur”, mindes Anton. I et vindue stod der måske fem pakker davre og i et andet lidt arbejdstøj. Glasset i døren til forretningen var smadret og i stedet sat et stykke pap for. Inde i butikken var der ikke megen orden. Alligevel valgte de at slå til.

Efter at have brugt en dag på at male og friske butikken op, åbnede de den 25. juli 1964.

Den gamle uddeler havde ikke været god til at sende regninger ud, så det første år gik med at få orden i økonomien. Dengang havde hver kunde sin kontobog og betalte hver den første i måneden. Nogle kunder havde bogen derhjemme, mens andre havde den til at ligge i Brugsen.

Men den nye uddeler fik gennemført, at alle bøger skulle ligge i Brugsen. Ellers var det næsten umuligt at få overblik over økonomien, når der til den første skulle gøres regnskab. Den ordning kørte nogle år, indtil et kasseapparat med dobbeltbon blev anskaffet. Det betød, at kunden stadig kunne få kredit, men den kontante betaling var fremtiden. Således også på Fur. Anton mindes, at den blev indført den 1. december, hvilket var en stor fejl, da det jo var lige op mod jul. Kunderne var sure og Anton gik ind til sin kone og sagde, at han troede, at de måtte opgive at gennemføre det.

”Nej, nu holder vi ved”, sagde hun. Og dermed var der kontant betaling i Fur Brugs og det blev alle efterhånden glade ved.

Dengang Anton og Kis kom til Fur var der seks købmænd, to slagtere, en bager, et apotekerudsalg og dertil en række små forretninger.

Dengang var øen som andre steder i landet delt op mellem de, der handlede i Brugsen og de, der var til købmanden. Derfor kæmpede Brugsen for, at kom en kunde ind og efterspurgte en vare, som ikke var i butikken, at den så blev skaffet hjem hurtigst muligt. Ofte kunne en vare skaffes hjem samme dag. Anton sørgede nemlig for, at samarbejde med isenkræmmere i Nykøbing, og herfra var der busforbindelse, så varen bestilt om formiddagen kunne være fremme samme eftermiddag.

Nu kunne man måske tro, at der var forretningskulde mellem købmændene og Brugsen. Men sådan husker Anton Simonsen det ikke. De havde et fint samarbejde og havde sågar sommetider et aftenmøde, hvor handlen på Fur blev drøftet. Anton havde også et vist samarbejde med en af købmændene om at låne varer af hinanden.

I 1972 blev butikken udvidet til ca. 300 m2 og samtidig blev der indført selvbetjening. Noget som Anton aldrig helt vænnede sig til. Så han en kunde, der havde svært finde en vare, så stod han på spring.  

Til Brugsen hørte også en grovvarehandel med stor silo til at tørre korn i om efteråret og til lagring. Den kunne tage ca. 1000 tønder korn. I høsten skulle anlægget overvåges døgnet rundt. Fra personalet gik hjem til næste morgen, var det Antons ansvar. I den tid sov han i en gyngestol i stuen. Hvorfra der gennem et vindue var udsigt til siloerne. Vækkeuret var sat til at ringe hver 3 kvarter. Så var det tid til at gå en runde. Hver høst tappede al energi ud af kroppen. En enkelt gang sov han over sig. Heldigvis var der ikke sket noget, men chokket sad længe i ham. Efterhånden blev arbejdet for stort, så det endte med, at bestyrelsen solgte grovvareafdelingen fra til DLG i Breum.

I 1987 var det efter 23 år farvel til Brugsen. Anton og Kis havde købt ejendommen, der i dag under navnet ”Det lille Land” hører under Fur Museum. I 1992 døde Kis og i 1996 solgte Anton gården til Fur Museum.

I dag bor han i et gult hus på Nørre Madsbadvej. En tid op mod Kis´ død var Anton medlem af kommunalbestyrelsen i Sundsøre Kommune, valgt for Socialdemokratiet, og i 25 år var han medlem af bestyrelsen for Fuur Sparekasse.

Stadig har den tidligere brugsuddeler lidt med brugsarbejdet at gøre. Hver torsdag kører han nemlig varer ud for Brugsen. Derved møder han mange ældre, som kom i Brugsen, mens den endnu lå i Debel, ligesom han møder den nuværende brugsuddeler, der var lærling i Fur Brugs, mens Anton var uddeler.

0702.2012
 Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 Billeder

1. Anton Simonsen var i 1960-61 udsendt som dansk FN-soldat i Gaza. Medaljerne er givet for: 90 dages tjeneste i det fremmede, 2. pladsen i håndboldturneringen, for at tilhøre de Fredsbevarende styrker, og endelig en, der markerer, at der er 50 år siden at hold 9 var i Gaza.
2. Anton ved det ”Lille Land” som han solgte til Fur Museum
3. I 1965 skete der en mindre udvidelse af butikken. Billede fra åbningsdagen, hvor Anton er i gang med at ekspedere en kunde
4. Omtale i en arabisk avis af udenrigsminister Krags besøg i Gaza
5. .
6. Side fra en ordbog, som FN-soldaterne fik udleveret
7. Fra orlov i Cairo. Anton er nr. to fra venstre
8. Fra Jægerspris-lejren
9. Hold 9 foreviget i Jerusalem Lufthavn
10. Besøg i Fødselskirken i Betlehem. Anton stående til højre
11. .
12. Udklipsbøger og en dagbog ført under opholdet fortæller historien om tiden som FN-soldat i Gaza
13. Antons datter Kristina i gang med at vaske gulv i butikken, som den tog sig ud i 1985.
14. Fur Brugsforening sommeren 1990