Menu

Vrag- og stenfiskeren fra Fur

  • Skrevet af 

Se video
Mange kender personen. Endnu flere kender skikkelsen. Enten, når han kommer på sin cykel, eller når han går på havnen. Stort hvidt skæg og ring i øret. Nøjagtig som man forestiller sig en sømand, der har sejlet på de store have, men som nu er gået i land

Se video

Mange kender personen. Endnu flere kender skikkelsen. Enten, når han kommer på sin cykel, eller når han går på havnen. Stort hvidt skæg og ring i øret. Nøjagtig som man forestiller sig en sømand, der har sejlet på de store have, men som nu er gået i land.

Jens Christian Christensen hedder han og bor på Sønderhedevej sammen med Agnes, som han har været gift med i over 50 år.

”Jeg er født lige skråt overfor i ”den” gule hus, der ligger der”, siger Jens, da vi sidder i stuen, hvorfra der er udsigt over fjorden. Hans far hed Søren og var arbejdsmand og arbejdede det meste af sin tid ved molerværket, men når han ikke gjorde det, så slog han skærver til kommunen. Skærverne blev lagt i en meters tykkelse og målt op og lønnen beregnet ud fra, hvor mange kubikmeter han havde slået.  Han holdt af arbejdet. Når han slog skærver, var han nemlig sig selv. Men penge var der ikke mange af i hjemmet.

”Jeg tror, jeg var 12-13 år, inden jeg fik et par gummistøvler”, mindes Jens.

Skolegangen foregik i Hvirp Skole hos lærerene Larsen og Poulsen, der hvor der nu er mekanikerværksted. Det var et andet Fur, hvor Indre Mission stod stærkt. Skolegangen var hver anden dag og på fridagene fik han arbejde på et lille landbrug midt på øen. Men fjorden trak og i sommerferierne fik Jens hyre på et skib, der hentede sten ved Livø. Hans arbejde bestod i at sidde på en skrænt og holde udkig efter opsynsmanden. Stenene måtte nemlig ikke fiskes nærmere end 250 meter fra kysten.  

Nogle få dage efter at Jens som 14-årig var blevet konfirmeret kom han med en gammel skonnert ”Hera” fra Ålborg som kok og jungmand.  Den sejlede mest til Norge og Tyskland. De var tre mand om bord og sommetider var konerne med. Lønnen var 60 kroner om måneden. Det var i året 1949. Efter et halvt år skiftede han til skibet ”Vega” fra Fur. Siden fik han hyre på skibe fra Svendborg.

I 1954 skete der imidlertid noget, som kom til at forandre livet. Han mødte Agnes.

”Det var om efteråret, du var lige blevet 18 år”, fortæller Agnes, der har rejst sig fra en lænestol bag ved Jens og er kommet hen til bordet. Skibet lå i Løgstør og Agnes tog med til Ålborg som blind passager. 

”Hun skal i land”, brummede skipper vrissent, da han opdagede sammenhængen.

”Så går vi begge to”, svarede Jens tilbage. Så blev der ikke snakket mere om det. Nogen tid senere var Jens og skipperen alene i Sverige efter en last træ. På vej mod Ålborg havn blev kartoflerne sat over.  Varmekilden var en primus. Et eller andet må være gået galt, for lige inden de nåede målet, nærmest eksploderede skidtet, så hele kabyssen så frygtelig ud og ruderne i dækket knust. Skipperen vidste ikke sine levende råd.  Så kom Agnes på besøg. Og mens skipper og Jens lodsede træ, kom husmoderen op i Agnes. Da losningen var færdig, var det hele gjort rent. Dermed var al snak om, at hun ikke kunne være på skibet lagt død. Næste dag fik Jens forskud på sin løn og samme dag fik de ringe på. Da forstod skipperen bedre det med lønnen, som han ellers havde brummet lidt over.

I 1956 blev Jens og Agnes gift og i 1957 kom en dreng til verden og et par år efter endnu en. Men forinden nummer to kom havde Jens i 1958 fået hyre hos to brødre fra Fur, Kristian og Niels Thomassen. De havde skibet ”Fremad”, hvorfra de skiftevis fiskede vrag og sten. Stenfiskeriet foregik på den måde, at først blev en mand sendt ned på bunden iført en stor tung dykkerdragt. Derefter blev en tang firet ned, så den stod oven på dykkerens hoved. Han kunne så gå hen over havbunden og sætte tangen på en sten. Derefter gjaldt det om for dykkeren at komme i sikkerhed ved nedfiringslinen, der var ved bagenden af skibet.  Det skete nemlig ofte, at stenen faldt ud af tangen, og så var det med ikke at stå under den. Kommunikationen foregik ved små ryk i en snor. Siden kom der radioforbindelse til dykkeren, hvilket lettede arbejdet meget. Arbejdet var ingenlunde ufarligt.  Bukkede dykkeren sig ned, når han stod på bunden, kunne han risikere at presse luft ned i benene og så vende rundt og komme til at flyde med hovedet nedad. Vand i dragten – de var nemlig ofte lidt utætte - kunne så samle sig i hjelmen med fatale følger. Lufttilførelsen skete via en luftpumpe. Kompressor med tank var endnu ikke indført, så dykkeren var afhængig af, at luftpumpen kørte hele tiden. Svigtede motoren eller sprang remmen, så gjaldt det om hurtigt at få den i gang med håndkraft. Jens’ arbejde var for det meste at passe dykkeren oppe fra dækket.   

Når de ikke fiskede sten, så fiskede de vrag. Retten til at fiske ved et vrag, fik man af staten. Skærebrænder til undervandsbrug var endnu ikke almindelige. I stedet brugtes sprængstof. Metalstykkerne blev derefter fisket op og solgt som skrot. Engang havde en kollega fundet en skibsskrue, der vejede 7 tons, hvilket var mere end han kunne magte. Skruens metalværdi repræsenterede en formue, og de blev bedt om at hjælpe til med at bjærge den. Forinden havde kollegaen besluttet at tage sagen i egen hånd og forsøgt at sprænge den. Men ladningen var åbenbart for stor, og var væk var skruen. Det eneste de fandt, var et blad af propellen. Det vejede 1200 kg.  

Historier er der mange af. Jens har også været med til at fiske jagerfly op, som var styrtet ned i havet. Det var ikke rart, når piloten ikke havde nået at skyde sig ud med faldskærm.

Omkring 1963 var det slut. Skibet ”Fremad”, der var et af de smukkeste skibe af sin art, blev solgt til England. De to brødre blev henholdsvis havnefoged og skibsfører ved færgeoverfarten. Jens fik arbejde som dykker ved en skipper i Frederikshavn, men ham kunne han ikke med, som han selv siger. Derefter gik han i land og fik arbejde ved teglværket Skamol og var med til at bygge den nye fabrik i 1963. Her blev han i 11 år. Derefter kom han til en entreprenør, der var ved at bygge nyt færgeleje på Fur. Siden kom han at bygge færgelejer både i Sundsøre og på Bogø i Lille Bælt. Derefter kom han til et byggefirma som truckfører. Da firmaet lukkede, blev samtidig stillingen som havnefoged ledig på Fur. Den fik han og blev der til, han rundede de 60 år. Samme dag midt på formiddagen lukkede han ”butikken” og gik på efterløn. Dermed var der blevet tid til at fiske på den fjord, der sammen med deres 4 børn er et omdrejningspunkt i Jens og Agnes’s liv.

04.12.2011
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Se videoen: http://www.youtube.com/watch?v=UF4dBml3aXM

1. Jens i døren til huset på Sønderhedevej, hvor han og Agnes har boet siden 1961

2. og 3. Et stort vragstykke er ved at blive hejst om bord

4. Det gode skib Fremad

5. En stor sten hænger i tangen

6. Jens i lastrummet, hvor stenene blev hejst ned

7. Den ene af de to brødre Kristian Thomassen ved spillet

8. Jens ved at hjælpe dykkeren op. Bemærk vasketøjet, der hænger til tørre

9. Jens og Agnes med et kort over skibsvrag fra 2. verdenskrig

Senest ændretMandag, 05 december 2011 06:19
Til toppen