Menu

Højskoledag på Fur

  • Skrevet af 

Se video
Højskoledagen på Fur i lørdags, der havde fokus på Udkantsdanmark, blev præget af foredrag, der gav de 95 tilhørere stof til eftertanke.  Efter at kaffe og rundstykker var sat til livs og ”I østen stige solen op” sunget, gik den 21 årige teologistuderende Johannes Bech Dalsgaard i gang med at læse digte op af sin digtsamling: ”Diskrete Katastrofer.” Det gjorde han rigtig godt og bagefter opfordrede han tilhørerne at komme med stikord, som han i løbet af dagen ville digte over

Se video

Højskoledagen på Fur i lørdags, der havde fokus på Udkantsdanmark, blev præget af foredrag, der gav de 95 tilhørere stof til eftertanke.  Efter at kaffe og rundstykker var sat til livs og ”I østen stige solen op” sunget, gik den 21 årige teologistuderende Johannes Bech Dalsgaard i gang med at læse digte op af sin digtsamling: ”Diskrete Katastrofer.” Det gjorde han rigtig godt og bagefter opfordrede han tilhørerne at komme med stikord, som han i løbet af dagen ville digte over.

Derefter tog dagens første foredragsholder Jeppe Søe over. Han opfordrede udkantsområderne til nøje at tænke igennem, hvad man er god til og tage udgangspunkt i det. Det nytter f.eks. ikke at forsøge at trække børnefamilier til, hvis der ikke er børnehave og skole. Den åndelige udvikling er i dag sat på pause. Ansvaret for dette ligger hos politikere, mediefolk og ikke mindst folk selv, der ikke forstår at sige fra overfor tomme tv underholdningsprogrammer. Medierne blev engang omtalt som den fjerde statsmagt. I dag er medierne ifølge Jeppe Søe den første statsmagt og den som på mange måder styrer debatten. Samtidig bombarderer medierne folk med underholdningsprogrammer, som virker direkte fordummende. Faktisk er der lavet videnskabelige målinger på, at programmer som f. eks ”Vild med Dans” giver 0 i udslag, når man måler hjerneaktiviteten på seerne. Resultatet er blevet, at vi i dag er nået tilbage til noget, der minder om abestadiet. Jeppe Søe mente, at de næste 15 – 20 år vil blive hårde, men at der så igen vil være skabt grobund for en folkelig vækkelse som den, landet oplevede dengang højskole og andelsselskaber skød frem.

Over middag var det tv-journalist Anders Aggers tur. Han har selv valgt at slå sig ned i Ringkøbing og det han især er optaget af, er forholdet mellem mennesker. Han fortalte om sit arbejde med at lave dokumentarudsendelser om menneskeskæbner  i Udkantsdanmark.

Sidste foredragsholder var frimenighedspræst Hanne Dahl fra Mors. Hun gik historisk til værks og fortalte om den udvikling, som vores samfund har gennemløbet fra indførelsen af enevælden og frem til i dag. Hun så som eneste mulighed for at få nyt liv til Udkantsdanmark, at staten investerede i statslige institutioner samt understøttede muligheder for nye virksomheder i de tyndt befolkede områder.

Dagen sluttede med, at Johannes Bech Dalsgaard læste to digte: ”aben” og ”marken”, som han havde skrevet i løbet af dagen. Det fik han stort bifald for, og dermed var højskoledagen slut for i år.

Se video: http://www.youtube.com/watch?v=oy-DVyEBm68

 

 


 

aben

 

er det en abe

er der nogen

der spørger i fjernsynet

og det kan dårligt være andet aben

ser for eksempel i fjernsynet

et debatprogram om fællesskab og mangfoldighed

aben ved ikke hvad den skal tænke

det der ikke slår den ihjel gør den ældre

og efterhånden også bedre til at stå op om morgenen

aben går på arbejde på danish crown

på bar hver fredag

og på kirkegården for at finde ud af

hvad den skal tænke

selvom den ikke

ender nogen der ligger begravet der

det er morgen men mørket

sidder stadigvæk på indersiden af øjenlågene

der løfter sig efterhånden som cirkelkaffen

synkes i store slurke

sluk dit fjernsyn

det siger alle eksperter

til aben der kan se sin egen ånde

i det gamle utætte hus

det er morgen men frosten

ulmer stadigvæk bagerst i kraniet

der i hænderne på en fremmed race arkæologer

unægtelig minder så meget om en abes

at man må sige at aben

ér en abe

der går i biografen

bliver gift

går i hundene

hører P4

og hver morgen finder sit eget

ansigt i spejlet

igen i går

stod solen også op

i abens østvendte vindue

og kastede lys over udsigten over

fjorden og det er nok

til at aben kan være næsten fuldstændig lykkelig

i et helt kvarter

- så har vi tandpinen igen

 

marken

 

vi går langs vejen vi

er ni år gamle og vi går

gennem livet med lysreflekser på dynejakkerne

vi går i skole og skyder

genvej hen over marken marken

minder om alle de år vi har brugt

på at gå vi er blevet så voksne

at vi ved vi aldrig blir voksne

nu – jeg støder mod kanten

af bordet i stuen og stødes

ud af en friskpresset fantasi om en barndom

uden fars messende stemme der synger

jeg er træt og går til ro

lukker mine øjne to

og kommer til mig elv

stående midt på marken i vand til knæene

stadigvæk uden anelse om

at jeg nu er en voksen mand

at du ikke gemmer dig på kanten

mellem udemarken og skoven og mellem

dagdrøm og dagslys men at du er væk

at skolebussen ikke længre kører

og ikke længre er rød

 

 

27.09.2011
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Til toppen