Menu

Ny forpagter på Fur Strand Hotel

  • Skrevet af 
Ny forpagter på Fur Strand Hotel

Den 1. oktober overtager Jonas Kristensen forpagtningen af Fur Strand Hotel idet den nuværende forpagter Grete Kragelund har valgt at stoppe. FurNyt har besøgt den nye forpagter, der blev uddannet som kok på Barbaras Hotel Gl. Skivehus i 2008. Siden har den nu 29 årige kok arbejdet som souschef på Fur Bryghus i to år og ved Cafe & Restaurant Ludvig i Viborg, hvor han er ansat indtil 1. oktober.

Forpagtningen er foreløbig sat til to et halvt år, og han planlægger at holde åbent fredag, lørdag og søndag hele vinterhalvåret.

 

Jonas Kristensen fortæller, da vi sidder i stuen i lejligheden på Fur, hvorfra der er udsigt til Steens Butik, at han er født i København, men er opvokset i Daubjerg.

Allerede som 17 årig startede han på grundforløbet som kok i Viborg, men da de 22 uger var ovre, tænkte han, at det var for tidligt at gå i gang i et køkken.  Så i stedet gik turen til handelsskolen, hvor han var de næste to år. Herefter fik han arbejde i Føtex i Viborg. Det var med henblik på en praktikplads, men efter en tid kom han i stedet til at hjælpe sin onkel, der havde en restaurant. Da der ikke var mere at lave hos ham, snusede Jonas til tømrer- og murerfaget. En taglægger, var han også et vend om ved, inden han bestemte sig for at færdiggøre sin uddannelse som kok.

 

Hans bekendtskab med Fur begyndte i forsommeren 2009, hvor han blev ansat på Bryghuset. Da var det kun meningen, at han ville blive boende sommeren over og derefter flytte til Skive. Men Jonas faldt så godt til på Fur, at han besluttede at blive.

  

Jonas er et meget roligt gemyt, og det er en stor fordel i en verden, som til tider han være meget stresset. Her gælder det om ikke at gabe over mere, end man kan overskue, ellers kan det nemt gå galt. Så snart man mister overblikket, så begynder stressen at sætte ind, men det har han ikke helt oplevet endnu, fortæller han, mens han sætter den nylavede kaffe på bordet. En kok, der råber over sine medarbejdere, bliver hurtigt ilde set, siger han.

 Det, der tiltaler Jonas ved kokkelivet, er at lave mad, der glæder og overrasker folk.

Tanken om at blive forpagter på Strand Hotellet strejfede ham for et års tid siden, men det var først da han kom til at arbejde i Viborg, at den tog form. Hans arbejdsgiver i Viborg, Espen Svenningsen, der har 13 års erfaring i branchen, er gået med i en art partnerskab inden for hoteldelen.

Forpagterskiftet betyder også, at der vil ske ændringer på stedet. Jonas han nemlig tænkt sig, at præge stedet, så det afspejler de tanker om at drive hotel, som han har.

Blandt ideerne er at lave særlige kurser og ophold, hvor folk deltager under forskellige temaer. Drengerøvsweekend, tøseweekend, kokkeophold og wellnessophold er nogle af de ideer, som Jonas går med. Hotellets 8 værelser har plads til 20 overnattende gæster.

En anden idé er at lave aftener med buffet, hvor man for et fast beløb kan spise alt hvad man vil og det bliver til en pris, der er fair for alle, som han udtrykker det.

Take away mad, hvor en speciel Fur Burger bliver et af tilbuddene, kommerogså på programmet.  Forpagtningen er foreløbig sat til to et halvt år, og han planlægger at holde åbent fredag, lørdag og søndag hele vinterhalvåret.

 

For de, der gerne vil møde den ny forpagter, Jonas Kristensen, så er der reception på Fur Strand Hotel den 21. oktober fra 13 – 18.

16.09.2011
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Senest ændretFredag, 18 april 2014 18:01
Til toppen