Museum For Mænd
- Skrevet af Knud Peder Jensen
Museum for mænd står der på et skilt ved Café På Herrens Mark på Fur. Det er jo næsten kriminelt, tænker den udsendte, da han går ind af døren til Café På Herrens Mark.
Ved et bord på terrassen sidder to mænd og venter. Det er Per og Gert. Begge er med i bestyrelsen for det nye museum. De ser lidt indebrændt ud. Det er hårde tider for det før så enevældige hankøn, mener de begge. Svunden er den tid, da manden var kvindens hoved og skulle tænke og træffe beslutninger for begge.
Der gik kuk i det system, da kvinderne i 1915 fik stemmeret, og senere i 1953 kunne kvinderne arve tronen og den sidste bastion faldt i 2006, da tronfølgerloven blev ændret, så kvinder nu arver tronen på lige fod med mændene. Gert er ikke i tvivl. Næste trin bliver, at kvinderne får fortrinsret til den danske trone. Og hvad brugte kvinderne deres stemmeret til? De stemte for at sælge De Vestindiske Øer. Derved blev vi til Udkantsdanmark!
Så kommer Børge til. Han er cafévært sammen med sin kone Pia. Også han er med i bestyrelsen, ja, faktisk er han en af initiativtagerne og har tillige lagt lokaler til. Børge har kaffe og rundstykker med. Nu skal der tales frit om den alvorlige situation, vi mænd står i og hvorfor det har været nødvendigt at oprette et museum for mænd. Stemningen er munter.
I det samme kommer fru Pia til og sætter sig ved bordet. Tillid er godt, men kontrol er bedre, sagde engang en mand, der blev meget kendt og fik stor magt. Nu har kvinderne også lært rigtigheden af dette.
Børge belægger sine ord. Museet er for de mange ”goodies”, som mænd har fået henvist til kældre, pulterkamre og udhuse af deres koner. Børge fortæller, at han selv prøvede at få indtil flere klenodier bortdømt, da han og Pia skulle danne bo sammen. Når han snakkede med andre mænd, kunne han høre, at de bar rundt på de samme oplevelser. ”Væk!”, havde deres koner blot sagt, når de fandt genstande, som ikke passede ind i stilen i huset.
Det fik den udsendte til at tænke på sin egen bror. Han havde engang en læderjakke, som han var meget glad for. En dag han kom hjem fra arbejde, fandt han ved et tilfælde jakken i husets skraldespand. Den blev så at sige reddet i sidste øjeblik. Så for eftertiden så han altid efter i skraldespanden, når han kom hjem fra arbejde. To gange yderligere redede han jakken. En dag var den borte, og han fandt den aldrig igen. Men han glemte den heller aldrig. De tre mænd ved bordet nikker bejaende, da de hørte historien. Eksemplerne på overgrebene er utallige. Derfor blev det besluttet at lave et fristed for mænd, hvor de kan få udstillet alle de effekter, som deres koner har forbudt dem at have hjemme i stuerne.
Selve museet har til huse i nogle skure nede i haven. En gul streg tilkendegiver, at når man overskrider den, så er det mændene, der bestemmer. Kvinder er velkomne, men de skal tie stille.
”Vi tænker også grønt”, siger Børge, da vi krydser snoren. Midt på plænen er et anlæg, der kan hente ”jordkolde” dåseøl op fra undergrunden.
Selve muset er under opbygning, men der er allerede mange effekter. Et nydeligt ur lavet af bundstykket fra en granat til en Leopard kampvogn. Der er utvivlsomt brugt mange timer på at lave det. Men ak. Ophængning nægtet.
Det samme med et nydeligt askebæger med et sejlskib som motiv. Ud af stuen med det.
Flere gange undervejs pointerer Børge, at hele projektet ikke blot er lokalt, men også globalt. Han håber, at det vil ruske op i mændene, inden det er for sent. Muséet modtager gerne effekter og afhentning kan ske i hele Jylland.
Den udsendte er igen hjemme på matriklen. En faldefærdig stige, som han kraftigt har advaret husets frue mod at bruge, fører op til staldloftet. Jo, her er vist et par godbidder, som skal foræres til museet for mænd. Her oppe i mørket er der jo ingen, der har glæde af dem.
{jcomments on}