Menu

Fur Camping melder om fremgang

  • Skrevet af 

Mange vil nok mene, at sommeren 2011 var noget af en våd omgang, hvor ”rigtigt” sommervejr glimrede ved sit fravær. Landets campingpladser melder da også om færre gæster, men ikke på Fur. Juli måned lå 20 % over sidste år

Mange vil nok mene, at sommeren 2011 var noget af en våd omgang, hvor ”rigtigt” sommervejr glimrede ved sit fravær. Landets campingpladser melder da også om færre gæster, men ikke på Fur. Juli måned lå 20 % over sidste år, fortæller forpagter Brian Sørensen, der sammen med Betina Bugge driver Fur Camping og Råkilde Lejrskole.

FurNyt har for en stund slået sig ned terrassen ved campingpladsens bistro. Spredt rundt på pladsen står endnu campingvogne, men her midt i august kan det ikke nægtes, at sæsonen går på hæld.

”Det er nemt at geare op, når sæsonen starter, men det er sværere at geare ned igen”, siger Brian. Ugen før havde der næsten været fyldt op, men så var skoleferien slut, og mandag morgen var de fleste campister rejst. Campisterne efterlader sig et tomrum, som det tager et par dage at komme ud af. Og pludselig mærkes den træthed, som der ikke var tid til hele sommeren.  Om aftenen skulle Betina til et møde, men ville lige tage sig en blund i en stol, forinden hun tog af sted. Det samme gjorde Brian. De vågnede først, da der blev banket på døren midt på aftenen, men da var mødet for længst forbi.

Brian og Betina er i gang med deres anden sæson på Fur. I år har knapt været så hektisk som det første, hvor alt var nyt og der samtidig med sæsonstart blev bygget ny forpagterbolig. Samtidig har de også kunnet glæde sig over, at der har været flere gengangere blandt campisterne.  Brian er ikke i tvivl om, at målrettet markedsføring er en del af forklaringen på, at det trods middelmådigt sommervejr, blev en god sæson. Naturen er først og fremmest det, som skaffer campister til Fur Camping. Flere campister har også advarende sagt: ”Nu må I ikke spolere, det I har”. Dermed mener de, at pladsen ikke må udvikle sig til et tivoli, som det ses nogle steder.  I tråd med dette råd har Brian og Betina anskaffet flere dyr til pladsen. En kanin, en and, ind til flere geder og et par shetlandsponyer.  Alt sammen noget, som børnefamilierne har været meget glade for.

Livet på campingpladsen er noget, der tiltaler de to. ”Man lever sammen med campisterne”, siger Betina.

Næste år vil de forsøge sig med nogle temaaftener, hvor der vil være forskellige aktiviteter. 

 

05.09.2011
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Til toppen