Udstilling i Karolines hus inspireret af Daugbjergtroldens rejse til Fur

Udstilling i Karolines hus inspireret af Daugbjergtroldens rejse til Fur

Udstillingen kan ses frem til den 25. september 2011

Et folkesagn illustreret i rakubrændte lerskulpturer af Gerd Baarstrøm.

Daugbjergtrolden boede i Daubjerg Dås, der ligger i nærheden af Kongenshus Mindepark, sydvest for Viborg.
- dås er jysk og betyder høj.
 
Daugbjergtrolden.

Han kaldtes også Daugbjerg Bjergmanden på egnen. Han boede der sammen med hele den store familie og slægt, og det var både trolde, bjergmænd og gårdnisser. Det var venlige trolde, og de stod på god fod med folkene på egnen.

 
Men på et tidspunkt blev de trætte af egnen. Det var ikke til at være for kirkeklokker, kors og meget andet som kristendommen havde bragt med sig.
 
Så bestemte Daugbjergtrolden sig til at flytte dem alle sammen til Fur, hvor de havde en gammel slægtning i højen Rødsten.
Men hvordan skulle det gå til? – for trolde kan jo ikke selv krydse vand!

Jo, hør nu her:
På samme tid gik der i København, en lillejuleaften, en Sallingbo. Han trissede rundt i gaderne og var ked af det, for han længtes hjem til Salling – og specielt her til jul ville han så gerne være hjemme. På den tid var det en umulig sag at komme så langt på så kort tid, så den gode Sallingmand måtte se i øjnene, at han skulle tilbringe juleaften i København, langt fra sine kære i Salling.

Så står der pludselig foran ham en mand, - det var næsten mørkt, så man kunne ikke se hans ansigt. Han spurgte Sallingmanden, hvorfor han så så trist ud, og det forklarede han så manden.
”Nå ja, det er jo trist”, sagde manden, ”Men jeg kunne nu godt hjælpe dig med det, hvis du vil hjælpe mig med noget andet”, - ”Top”, sagde Sallingboen, som var parat til at gøre alt for at komme hjem til jul.
”Det kan ikke blive i aften, men hvis du vil være parat ude ved Vesterport i morgen aften ved samme tid, så skal jeg se, hvad jeg kan gøre”.

Næste aften stod manden fra Salling ved Vesterport og ventede, og se! Den mystiske mand kom med to heste.
 
De satte sig op på hver en, og så red de alt hvad remme og tøj kunne holde ud af København. Pludselig opdagede Sallingboen, at de ikke mere red på jorden, men oppe i luften. De red og red et par timer uden at sige et ord til hinanden.
Pludselig var Sallingboens hest lige ved at styrte, men de kom på ret køl igen. ”Hvad var dog det”? Spurgte han. ”Tag dig ikke af det”, sagde Daugbjergtrolden (for ham var det nemlig) ”Det som hesten slog sit ben imod, var bare det pjask til Viborg Domkirketårn”.
I løbet af en halv time var de hjemme til stor glæde for Sallingmanden og hans familie, som nu kunne fejre julen sammen.

”Hvad er det så, jeg skal gøre til gengæld”? Spurgte Sallingmanden trolden. ”Jeg kommer tilbage en nat ved midnatstid, og så siger jeg dig, hvad du skal gøre”, sagde trolden.

Sallingboen boede ikke ret langt fra nordfjorden, hvor der gik en færge over til den lille ø, Fur. En aften blev han vækket af en banken på ruden, og han tænkte straks: ”Her har vi nok manden”, og ganske rigtigt så stod Daugbjergtrolden foran døren, ja, Sallingmanden kunne jo ikke se ham, for det var så mørkt, men han genkendte ham på stemmen.
”Gå ind og tag tøj på og følg med mig ned til din båd”, sagde trolden. De gik ned til båden, og trolden bad så om, at manden ville ro det bedste han havde lært. Han gjorde som han blev bedt om, men undrede sig, for der var intet at ro med. Godt nok syntes båden at være tung at ro, men af last havde han ikke noget. Han roede frem og tilbage adskillige gange fra Salling til Fur, indtil trolden var tilfreds.
 
”Nå, nu vil du vel gerne se, hvad du har fragtet for mig i aften”? Sagde trolden. Det kunne manden ikke nægte, for han var blevet ret nysgerrig. ”Tag så din kasket af og tag min hue på”, sagde trolden. Og da manden gjorde det, kunne han se et mylder af små nisser og trolde overalt. Det var hele troldens slægt, der var fragtet over til Fur, og der skulle de sidde og kukkelure den dag i dag. De fornærmer ingen og ingen fornærmer dem!