Menu

Fur Rundt med venstre fod i vandkanten

  • Skrevet af 

Det er i år 43. gang Fur Rundt Marchen løber af stablen. Marchen har udviklet sig til mere end blot en march. Fur Rundt er blevet til en kulturel institution, hvor man møder gamle bekendte og træffer nye mennesker. Fra tidlig morgen til midnat summer Fur og ikke mindst Fur Havn af liv fra en masse aktive deltagere

Det er i år 43. gang Fur Rundt Marchen løber af stablen. Marchen har udviklet sig til mere end blot en march. Fur Rundt er blevet til en kulturel institution, hvor man møder gamle bekendte og træffer nye mennesker. Fra tidlig morgen til midnat summer Fur og ikke mindst Fur Havn af liv fra en masse aktive deltagere.

Fur Rundt  er blevet en af de store folkefester - ikke kun for furboerne, men også for sallingboere, skibonitter, morsingboere og andet godtfolk. Man går, cykler og sejler Fur rundt.

Det er som altid den 2. lørdag i juli,   at vi finder kondisko, militærstøvler og lignende frem fra gemmerne. En stor del af marchen foregår i sand, så det er vigtigt med fodtøj, der er gået godt til.

Ruten er lagt, så man går langs stranden, hvor det kan lade sig gøre. Turen er på godt 20 km. De hurtigste løber rundt på få timer. Andre tager hele familien med på en hyggetur, der varer det meste af dagen. Skulle man blive i tvivl om retningen, så husk, at med venstre fod i vandkanten, så sås målet.

Starten går fra Fur Havn fra tidlig morgen. Allerede fra morgenstunden er der lagt an til en rigtig god stemning. Der er musik på havnen, hvor man også kan købe kaffe og rundstykker.

Ved starten udleveres rutekort, hvor også de 3 rastepladser er tegnet ind. Rast 1 er som de sidste par år ved stranden neden for Råkilde Camping, fordi det ikke længere er muligt at køre ned ved Gammelgård. Det skal man huske!

Rast 2 er som altid ved Færker Odde og rast 3 ved stranden neden for lejrskolen i Engelst.

Når målet er nået - og det er naturligvis også på havnen - er grillen varmet op.

Grillpølsen kan nydes sammen med en kold fadøl, vand eller vin.

Der er også popcorn og slushice. Der vil med garanti komme godt gang i snakken, uanset om man sidder inde i det store festtelt eller ude på kajen."

Senere på eftermiddagen kan der købes mad, der er kreeret af kokken Chili John. Det bliver en forrygende Fur frikasse og den bliver sikkert en lige så stor succes, som sidste års menu.

Dagen igennem kan man på havnen besøge boder, hvor initiativrige mennesker sælger og demonstrerer Ø-produkter fra Fur. De er bestemt et besøg værd! Her kan man også få en gang massage til de ømme fødder og stive muskler.

Traditionen tro uddeles der vandrepokal til den største tilmeldte gruppe. Man skal huske forhåndstilmelding på turistkontoret  eller ved startbordet på selve dagen.

Om aftenen spiller The Shark's  op til vablebal, og det plejer at trække rigtig mange mennesker til havnen. Selv om man ikke har gået rundt, kan man godt danse sig til vablerne! Dansestilen bærer måske præg af, at man har været igennem mange strabadser i løbet af dagen. Det er bare en ekstra charme!

Fur Rundt kan gennemføres, fordi omkring 70 frivillige yder en stor ulønnet arbejdsindsats. Overskuddet går ubeskåret til de 7 foreninger, der er med i Furs Forenede Foreninger.

Den lørdag den 9. juli er alle klar til at tage imod de omkring 1.000, der deltager i marchen og havneballet. Vel mødt!

  

Til toppen