Menu

Generalforsamling i Ældrecenterets Støtteforening

  • Skrevet af 

Lørdag den 26. februar kl. 17.00 havde vi støtteforeningens årlige generalforsamling i centerets spisesal

Lørdag den 26. februar kl. 17.00 havde vi støtteforeningens årlige generalforsamling i centerets spisesal.

Der var kommet 30 deltagere, og det er meget fint ud af 55 betalende medlemmer.

Formanden Henning Funder indledte med at byde os alle sammen hjertelig velkommen, og derpå blev Karen Margrethe Vester valgt som ordstyrer.

Hun gav derefter ordet til formanden Henning Funder, der i sin beretning sagde, at der ingen store opgaver havde været, udover at de havde fået udsmykning med nogle fisk hængt op i loftet i pavillonen, som samtidig virker lydisolerende, og så havde de holdt ålegilde for centerets beboere med stor succes, og påtænker at gøre det igen i år i september måned.

Næstefter oplæste kassereren Per Wallentin regnskabet som udviste et lille overskud på 1.088,00 kr., takket været at daglig brugsen havde leveret øl og sodavand til generalforsamlingen. Kontingentet pr. medlem vil fortsat være 50,00kr. årligt. Han nævnte også at centerets juleudsmykning støttes økonomisk af støtteforeningen, som fik tildelt et lille beløb fra bagerifonden.

Der var ingen indkomne forslag.

Ved valg til bestyrelsen blev formanden Henning Funder og kassereren Per Wallentin genvalgt, samt suppleanten Erik Th. Nielsen.

Revisorerne Poul Erik Nielsen og Claus Olsen samt suppleanten Bodil Christensen blev også genvalgt.

Under eventuelt blev der fremsat forslag om en form for varme i pavillonen, så man også kan bruge den om vinteren, og det vil så blive taget op til undersøgelse af, hvad man kan gøre eventuelt med en varmepumpe. Der blev også fremsat forslag om bedre belysning i gæstestuerne, men det mente formanden var en kommunal opgave.

Da der ikke var mere på programmet afsluttedes generalforsamlingen med, at Gette takkede for god ro og orden.

Herefter fulgte så bespisningen som bestod af dejligt smørrebrød fra Regitzetsminde med drikkevarer til, så ingen gik sultne eller tørstige fra en dejlig vellykket aften, hvor vi til sidst hyggede os med at synge en del sange fra seniorsangbogen, som Per Wallentin og Henning Funder spillede til.

05.03.2011
Erik Th. Nielsen

 

Til toppen