Menu

Englebazar i Fur missionshus

  • Skrevet af 

Søndag eftermiddag den 5. december - 2010 var noget af en mærkedag her på Fur, idet det var 50.sindstyvende gang, at skolebørnene opførte det flotte krybbespil i missionshuset

Søndag eftermiddag den 5. december - 2010 var noget af en mærkedag her på Fur, idet det var 50.sindstyvende gang, at skolebørnene opførte det flotte krybbespil i missionshuset.

Det var en daværende sy- og strikkeklub, som samledes for at fabrikere ting til salg for at give pengene til missionens arbejde, der tog initiativet til at få skolebørnene til at opføre et krybbespil, og i den forbindelse afholde en bazar, hvor folk skulle komme med gaver til bortlodning, og det blev en stor succes, som nu har varet i 50 år.

Det var vores daværende præstefrue Edel Ramskov Pedersen, der var den første igangsætter sammen med Oda og Martha Knudsen, der fik det hele op at køre, og de syede de mange farvestrålende dragter til børnene, som de var helt vilde efter at blive iklædt, og det er de stadig efter så mange års forløb.
Den første generalprøve blev afholdt på Fur Alderdomshjem, som det hed dengang, inden man opførte det i missionshuset, og det blev fastsat til 2. søndag i advent.

Efter pastor Ramskovs rejste herfra i 1963, overtog Hanne Frøkjær Jensen arbejdet i de 36 år de var præstepar på Fur, og nu er det vores nuværende præstefrue Elisabeth Olsen, der trækker det tunge læs.
Denne gang var det særligt festligt, idet de havde fremskaffet en masse billeder fra de mange år, som de fremviste på en overhead og fortalte bibelens historie om Jesu fødsel på denne måde.

Dernæst opførte skolebørnene så englespillet, som var særlig flot i år, inden man solgte lodsedler  og bortloddede de mange indkomne gevinster, som indbragte godt 3400,00 kr. til Missionen.

Dagen sluttede med at menighedsrådets formand Anne Marie Hansen takkede Elisabeth Olsen for sit store arbejde, og overbragte hende en fin gave, og børnene der havde været med til at opføre krybbespillet fik hver en slikpose.

Det var en dejlig eftermiddag.

07.12.2010
Erik Th. Nielsen

 

Til toppen