Menu

Muslingedagen 2010 i tekst og billeder

  • Skrevet af 

Furnyt har lavet en billedserie om Muslingedagen 2010, der illustrerer nedenstående artikel, der fortæller historien om året musklingedag og den historie, der ligger bag.

Muslingedagen har de seneste år tiltrukket 2-3000 mennesker. For at få et arrangement af sådan en størrelse til at løbe af stablen kræver det et stort netværk af frivillige hjælpere. FurNyt har fulgt forberedelserne op til dagen og kigget lidt på den historie, der ligger bag.
 

Muslingedagen på Fur - 2010 - billedmontage

{youtube}50_ejgP7NPU{/youtube}

Forberedelserne

Folk i området ved Fur havn har i dagene op mod muslingedagen kunnet se en mand med mørke briller køre rundt på en ældre, velholdt herrecykel. Han hedder Jørgen Sørensen, tidligere muslingefisker og nuværende tovholder på muslingedagen. Det er ham, der skal forsøge at koordinere den store skare af frivillige. Arbejdet lettes af, at mange har været med siden starten i 2002 og derfor præcis ved, hvordan det plejer at være. Da FurNyt traf Jørgen klokken 9.30 fredag formiddag, er en container, der skal bruges til at ordne østers i den næste dag, ved at blive sat på plads med den gravemaskine , der ellers bruges til at lodse muslinger med. En af muslingefiskerne kører maskinen, mens alt skal stå på sin bestemte plads.
 
Derefter skal tovholderen en tur ud på Søndergårdevej hos Frede og Lotte. Her er en gruppe i gang med at forberede en muslingeret. "Kisser" har haft opskriften med hjem fra Cameroun i Afrika. En veninde havde en restaurant, og "Kisse" fik "narret" opskriften fra hende. Kisser fortæller, at hun holdt opskriften for sig selv indtil for seks år siden, da hun endelig mente, at tiden var kommet til at dele den med andre. Med sig på cyklen derfra får Jørgen en lage, der skal afleveres på kroen. Her er der også fuld gang i forberedelserne. Kromand Michael og kromor Sanne har travlt i køkkenet. De fortæller, at kroen har været med siden 2003. Der skal laves retter ud af 30 kg muslinger, så der er til et par smagsprøver. Mens der arbejdes på livet løs, er der tid til et par kvikke bemærkninger.
 
Fra kroen går turen til køkkenet på Fur Bryghus. Her er der også gang i forberedelserne af morgendagens muslingeret. Også her er der 30 kg at gøre godt med. Den nye kokkeelev Erland er i gang med at hakke løg, mens kokken Flemming er i gang med at ordne muslinger. Retten er spansk inspireret.
 
Næste punkt for den udsendte er klokken 12.50 på havnen, hvor kutteren, der har været i Vildsund efter østers, er tilbage igen.
 
På minuttet sejler båden ind i havne bassinet. 200 kg østers står i kasser. De skal straks på tøris henne i containeren. Jørgen kommer til med en lille trækvogn og snart dukker flere frem fra styrehuset. Humøret er højt. Der er ikke så lidt feststemning over en udflugt til Vildsund efter østers.
 
Efterhånden som dagen skrider frem, kommer flere og flere hjælpere til. En lastbil fra et teltudlejningsfirma dukker op og bakker hen og holder foran Skuret. Nu skal teltet rejses. Det er prøvet før, og ingen er i tvivl om, hvor de forskellige dele skal stå.
 
Imens er et hold på 7 – 8 personer gået i gang i "Samlecentralen" og gør klar til at koge et større parti muslinger. Nu begynder der også at blive sat boder og øltelte op. Sidst på eftermiddagen når aktivitetsniveauet sit højdepunkt og om aftenen står alt klar til den næste dag.

Forhistorien

Muslingedagen på Fur falder altid på den sidste lørdag i maj. På dagen er der de sidste år kommet 2-3000 gæster, der alle er blevet tilbudt gratis smagsprøver på muslinger og østers samt en pakke muslinger til at tage med hjem til aftensmaden. Det hele startede i vinteren 2001-02, hvor ideen opstod på et temamøde, som øens turistkontor stod for. Her blev det drøftet, hvordan Fur kunne markedsføres ud fra sine egne produkter. Fra mødet gik der bud til muslingefiskerne, om de ville være med. Det ville de og pinselørdag 2002 blev der indbudt til Muslingefestival på Fur Havn. Omkring 400 mennesker fandt den dag vej til havnen, hvor der blev delt 400 kg muslinger ud fra Vildsund Muslingeeksport.
 
Næste år blev succesen gentaget, og da skrev aviserne, at omkring 1000 mennesker fandt vej til havnen. Samtidig skiftede dagen navn til "Muslingefest" og var for øvrigt flyttet frem til lørdag den 31. maj.
 
I 2004 skrev bladene, at nu var en tradition grundlagt og Muslingedagen var kommet for at blive. Igen blev den afholdt den sidste lørdag i maj og der har dagen haft sin faste plads siden.

Dagen

Fra tidlig lørdag morgen er der fuld gang i aktiviteterne på havnen. Vejret, der var lidt tvivlsomt fra morgenstunden af, er nu klaret op med sol og frisk vind. Holder det, så er det niende år med solskin. Det må vist være en slags rekord. Det hele skal være klar til at byde gæsterne indenfor i teltet klokken 13.00. Et helt hold er i gang med at brække østers op. Det er ikke et arbejde for slapsvanse. På Fur Strand Hotel er der også fuld gang i forberedelserne. Også her er der 30 kg muslingekød, der skal gøres klar med en opskrift.
 
På havnen er efterhånden alle mødt op. Serveringspersonale, folk til at passe ølteltene, folk til at flambere muslinger med en stor gasbrænder, folk til at bære ind til bordene og til at rydde op. Et seksmands orkester er også ved at stemme instrumenterne. Lige over middag åbnedes der for smagsprøverne og en overgang var der lang kø, men alligevel gik det forbavsende hurtigt med at komme igennem.
 
Efter at alle hjælperne selv havde fået noget at spise, så blev det spillet op til dans i teltet, og hvor længe dansen blev ved, ved kun de, der blev der til det sluttede, og deriblandt var FurNyts udsendte ikke.

Dagen derpå

Så er der den kedelige side af medaljen: oprydningen. Regnen siler ned den ganske dag. Men ryddes op skal der. Igen trækkes der på de mange frivillige. Alle glæder sig over, at dagen gik så godt. Til næste år har muslingedagen rund fødselsdag. Da er det tiende gang, at der bydes til skaldyrs dag på Fur Havn.

11.11.2010
www.furnyt.dk
Senest ændretLørdag, 13 november 2010 11:51
Til toppen