Med krølle på halen på Fur

På en mark ved Dalagervej går en flok grise og roder i jorden. Ud over her at kunne udfolde et rigtigt griseliv, har de har en af Furs bedste udsigter over Limfjorden.  En orne ligger søvnig i mudderet og følger ud af øjenkrogen med i, at det hele går, som det skal. Det synes som om ornen tænker: endnu en turist med et kamera - ham er der ingen grund til at gøre noget stort nummer ud af. I hans hjerne er der nemlig ingen forskel på en simpel turist med et kamera på maven og en journalist fra FurNyt.

Ornens ejere, Hans Pedersen og hans kone Anne Grethe driver et lille landbrug på Fur, hvor 25 frilandssøer er gårdens fundament. At det lige blev grise, som de slog sig på, var lidt af en tilfældighed, fortæller Hans, da vi sidder i stuen over kaffen og rundstykker, samt en skivekåret røget svinemørbrad. Den smager fortrinligt og er tilmed økologisk.

Ideen med grisehold på den lille ejendom startede i 1995. Hans var uddannet svejser og arbejdede rundt om på boreplatforme i Nordsøen og på kraftværker. Med købet af den lille ejendom nogle år tidligere, var der plads til at fede et par grise, så der var kød til eget forbrug. Samtidig var Anne Grethes farbroder ved at afvikle sin gård i Salling, hvor han havde haft et avlscenter for grise. Så et par grise fra ham ville være udmærket. Han kom imidlertid med fem sopolte, hvis bedstemor havde taget ærespræmie fem år i træk på Ungskuet i Herning. Det slægtskab blev afgørende. For da tiden kom, nænnede Hans og Anne Grethe ikke at slagte de fem nærmest ”adelige” grise. I stedet blev de grundstammen i en lille griseproduktion, der i dag tæller 25 søer.  Med en så lille produktion, var det imidlertid vanskeligt at skabe en acceptabel økonomi. Så for 7 år siden blev driften omlagt til økologisk produktion. Omlægningen tog to år, men har betydet, at økonomien i dag er blevet væsentligt forbedret. Egentlig havde Hans overvejet at anskaffe sig får, men en opringning til fåreavler John Bertelsen på Fur Museum gav det svar, at hvis han gerne ville være millionær, var det en god ide. Blot skulle han huske at starte med to millioner. Så skulle de nok snart blive til én! Så fåreavl blev det ikke til.

Hans og Anne Grethe mener selv, at der er lidt Morten Korch over deres landbrug. Her er ingen jag og stress. Når Hans selv fodrer, så tager det omkring halvanden time. Men på gården kommer mange børn, og når de er med, tager det samme arbejde tre timer.
”Så hygger vi os med det”, fortæller han.

Den forgangne vinter var slem, fortæller Hans. Den megen sne gjorde det vanskeligt at komme rundt. Men ellers tager grisene ingen skade af at gå ude. Tværtimod. Selv et par dage gamle smågrise køber lystigt rundt i det fri i al slags vejr. Blot skal de have et rum, hvor der er tørt og lunt at gå ind i.
Det sker, at en gris løber ud, men som regel går det nemt med at få den hjem. En stor so hentede han nede ved naboen. Soen kendte ham og side om side gik de hjem igen efter den lille udflugt.

Da vi efter kaffen og et forsvarligt pipestop er klar til at gå en rundtur, er billedet det samme. Mange af dyrene kender deres ejer. De kommer for at få et lille klap, eller allerhelst: blive kløet på ryggen.

Men alting har som bekendt en ende, og det har det også for grisene. Deres sidste rejse går til Danish Crown. Mindst ti styk skal de være og med deres sunde liv i bagagen, så er der en ekstrapris for deres ejer i vente.

24.09.2010
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.