Foreningen Fur Væksthus - opdateret foreningsportræt
- Skrevet af Webmaster
Foreningen Fur Væksthus
Hvad gjorde furboerne, da Skive Byråd i 2013 besluttede at nedlægge øens skole og sætte den til salg eller lade bygningerne nedrive? Furboerne dannede Foreningen Fur Væksthus, der bød på den tidligere kommunale skole og overtog bygningerne pr. 4. juli 2014. Det kunne lade sig gøre takket være støtte på 260.000 kr. fra Fuur Sparekasses Fonde. Foreningen Fur Brand gav et tilsvarende beløb til Fur Friskole.
Foreningens formål:
1. At købe Fur Skole, Stisagervej, 7884 Fur, og omdanne stedet til Fur Væksthus.
- 2. At sikre driften af Fur Væksthus gennem udlejning til undervisning, kurser og efteruddannelse for børn, unge og voksne.
- At stille Fur Væksthus til rådighed for kulturelle og almennyttige formål.
- 4. At stille Fur Væksthus til rådighed for både enkeltpersoner, firmaer, foreninger og institutioner
- At arbejde aktivt med at tilvejebringe midler til fortsat udvikling af Fur Væksthus til gavn og glæde for brugerne.
Aktiviteter:
Fur Væksthus har siden august 2014 haft leje- og brugsaftaler med Fur
Børnehus, Fur Friskole og Fur Ungdomsklub. Der er truffet aftaler med grupper og personer, der spiller badminton, volleyball eller går til gymnastik og yoga. Det er lykkedes at fastholde en bygning på øen til børnepasning, skolegang og fritidsaktiviteter. Siden 2023 er nye brugergrupper kommet til som arbejdsgrupper under Foreningen Fur Væksthus. Det er Repair Cafeen Fur Ordnecentral, Fur Fælleshaver og Fur Træværksted.
Nye tiltag i Fur Væksthus:
I 2015 blev der opført en stor bålhytte med shelter.
Betalt med 112.000 kr. fra Fur Spejderne og 30.000 kr. fra Foreningen Fur Brand.
I 2017 blev den tidligere pedellejlighed ombygget til kultur- og mødested med kontorfaciliteter.
Betalt med 66.000 kr. fra Landdistriktpuljens Ø-støtte, 33.000 kr. fra Skive Kommunes Landsbyudvalg og 33.000 kr. fra Foreningen Fur Væksthus.
I 2018 blev gymnastiksalen totalrenoveret,
Betalt med 45.000 kr. fra auktion.
I 2019 blev der opsat et solcelleanlæg, der producerer 24.000 kWh. Pr. år.
Betalt med 180.000 kr. fra LAG Småøerne og 40.000 kr. fra Foreningen Fur Væksthus.
I 2021 blev der indviet en ny legeplads, der må benyttes af alle børn på øen – også feriebørn.
Fur Friskole stod for projektet betalt med 75.000 kr. fra Fur Andelsbageris Fond, 30.000 kr. fra Foreningen Fur Brand, 30.000 kr. fra Fuur Sparekasses Fonde og 15.000 kr. fra Fur Friskole.
I 2022 blev der etableret et offentligt toilet i skolegården.
Betalt med 46.500 kr. fra Foreningen Fur Brand
I 2022 blev en Pump Track cykelbane anlagt på sportspladsen. Banen må benyttes af alle på øen.
Betalt med 75.000 kr. fra Skive Kommunes Landsbypulje, 25.000 kr. fra Fuur Sparekasses Fonde, 25.000 kr. fra Foreningen Fur Brand og 25.000 kr. fra Fur Friskoles Støtteforening.
I 2023 fik Repair Cafeen Fur Ordnecentral lokaler i bygningen.
Støttet med 30.000 kr. fra Skive Kommunes midler til Områdefornyelse.
I 2024 begyndte indretningen af Fur Træværksted.
Støttet med 74.800 kr. fra Nordlys Vækstpulje og 45.000 kr. fra Skive Kommunes midler til Områdefornyelse.
I 2025 blev bygningen hulmursisoleret, 3,3 tons vinduesglas blev udskiftet med tolags energiglas og 73 radiatorer blev efterisoleret.
Støttet af Nordea Renoveringspulje med 250.000 kr. og Foreningen Fur Brand med 25.000 kr.
I 2026 blev der anlagt fælleshaver på den tidligere sportsplads.
Støttet med 85.000 kr. fra Skive Kommunes midler til områdefornyelse.
I 2026 blev der lagt nye klikgulve i tre lokaler og alle yderdøre fik udskiftet låse til nøglebrik.
Betalt med 55.000 kr. fra Nordlys Vækstpulje og 16.000 kr. fra Foreningen Fur Væksthus.
I 2026 blev der anlagt tennisbane til Fur Tennisklub på den gamle sportsplads.
Fur Havneforening stod for projektet, der kostede omkring 450.000 kr.
I 2026 blev der opsat et fælleshus på den tidligere sportsplads.
Real Dania skænkede huset inklusiv transport og opstilling.
I 2026 gennemførtes en proces med brugerinddragelse som forprojekt til en fusion, hvor tanken er at forsamlingshusets funktioner flyttes til skolebygningen.
Støttet med 800.000 kr. fra Spar Vest Fonden.
Medlemskab:
Du bliver medlem af Fur Væksthus ved at indbetale 100 kr. for enkeltpersoner eller 250 kr. for foreninger på væksthusets konto: 8510-4582873785) i Spar Nord.
Husk at oplyse navn, mail og telefon, så bliver du oprettet som medlem. Det følgende år udsender væksthuset kontingentopkrævningen.
Som medlem kan du deltage i generalforsamlinger, modtage valg, have stemmeret og have indflydelse på væksthuset. Dit kontingent bidrager også til vedligehold og drift af bygningen – eksempelvis til lys og opvarmning af gymnastiksalen.
Booking af lokaler:
Hvis du ønsker at bruge gymnastiksalen, skal du kontakte Steen Haahr
der koordinerer bookingen af salen. Det samme gælder, hvis du vil bruge mødelokalet i den tidligere pedellejlighed/SFO.
Det skal understreges, at Fur Væksthus ikke har indflydelse på hverken børnepasning eller undervisning. Det sorterer under Fur Friskole & Børnehus.
Bestyrelsen:
Formand: Steen Haahr. Tlf. 27 88 54 00. E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Næstformand: Karl Johan Legaard.
Kasserer: John Brinch Bertelsen.
Sekretær: Peter Bro Bertelsen.
Medlem: Jeppe Havn.
Suppleanter: Charlotte Priess Pedersen og Grethe Kragelund
Dette foreningsportræt er lavet af John Brinch Bertelsen og senest revideret august 2026. Send besked til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., når portrættet skal opdateres.
Nedenfor kan du læse de gældende vedtægter for Foreningen Fur Væksthus
oOo
Navn, hjemsted og formål:
§ 1
Foreningens navn er Foreningen ”Fur Væksthus”.
Foreningens hjemsted: Fur Væksthus er hjemmehørende i Fur sogn, Skive Kommune.
Foreningens formål er:
1. at købe Fur Skole, Stisagervej, 7884 Fur, og omdanne stedet til Fur Væksthus.
2. at sikre driften af Fur Væksthus gennem udlejning til undervisning, kurser og efteruddannelse for børn, unge og voksne.
3. at stille Fur Væksthus til rådighed for kulturelle og almennyttige formål.
4. at stille Fur Væksthus til rådighed for både enkeltpersoner, firmaer, foreninger og institutioner.
5. at arbejde aktivt med at tilvejebringe midler til fortsat udvikling af Fur Væksthus til gavn og glæde for brugerne.
Medlemmer:
§ 2
Foreningen er upolitisk, og enhver, der måtte ønske det, kan optages som medlem.
Foreningen kan ikke træffe afgørelse, der vedrører ledelsen af de organisationer, der lejer sig ind i Fur Væksthus.
Kontingent:
§ 3
Kontingent fastsættes på den årlige generalforsamling. Det fastsættes som et beløb for enkeltpersoner og et beløb for firmaer og foreninger.
Herudover modtager foreningen frivillige bidrag og kan søge støtte.
Medlemmers rettigheder:
§ 4
Medlemmernes bidrag giver ikke ret til nogen del af foreningens formue eller til udbytte af nogen art. Medlemmerne hæfter ikke personligt for foreningens forpligtelser.
Generalforsamling
§ 5
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Generalforsamlingen skal godkende erhvervelse, afhændelse og pantsætning af fast ejendom.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i Fur Væksthus eller på et andet sted i lokalområdet. Generalforsamlingen afholdes i perioden 1. marts - 15. april. Indkaldelse skal ske med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden.
Indkaldelsen skal ske ved offentliggørelse på www FurNyt.dk.
Generalforsamlingen ledes af en af forsamlingen uden for bestyrelsen valgt dirigent.
Stemmeberettiget på generalforsamlingen er medlemmer, der har betalt deres kontingent. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.
Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, hvor disse vedtægter ikke foreskriver andet.
På ethvert stemmeberettiget medlems forlangende skal der afholdes skriftlig afstemning.
Ved valg af bestyrelsesmedlemmer og revisor skal der i tilfælde af kampvalg anvendes skriftlig afstemning og følgende afstemningsmetode:
Der stemmes om samtlige ledige poster på én gang. Hver stemmeberettiget medlem kan stemme på højst det antal kandidater, der skal vælges og kun med én stemme på hver kandidat. Ved stemmelighed skal omvalg straks afholdes efter samme regler mellem kandidaterne med lige stemmetal, såfremt der stadig er ubesatte poster. Ved fortsat stemmelighed foretages lodtrækning.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen bestemmer det, eller når mindst 1/4 af de stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig begæring til bestyrelsen herom med angivelse af de forslag, der ønskes behandlet.
Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes inden 4 uger efter begæringens modtagelse, og indkaldelse skal ske med mindst 8 dages varsel på samme måde som indkaldelse til ordinær generalforsamling.
Over forhandlingerne på generalforsamlingen føres en protokol, som underskrives af dirigenten.
§ 6
Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsen aflægger beretning.
3. Det reviderede regnskab forelægges til godkendelse.
4. Fastsættelse af medlemskontingent.
5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter.
6. Valg af revisor.
7. Indkomne forslag.
8. Eventuelt
Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indgivet skriftligt til bestyrelsen senest 4 uger før generalforsamlingen.
Bestyrelsen:
§ 7
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, som vælges for 2 år ad gangen og afgår skiftevis med 2 og 3 årligt.
Der vælges hvert år to suppleanter for bestyrelsen. Valgbar til bestyrelsen er alle stemmeberettigede medlemmer.
§ 8
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer og fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er tilstede.
Bestyrelsen afholder møde så ofte formanden eller 3 medlemmer finder det fornødent.
Formanden indkalder mødedeltagerne og giver forinden møderne de pågældende underretning om, hvilke sager der vil komme til behandling på mødet.
Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.
§ 9
Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningen og træffer, med bindende virkning, beslutning i foreningens anliggender.
Foreningen tegnes af formanden i forening med et bestyrelsesmedlem. I tilfælde af formandens fravær tegnes foreningen af næstformanden i forening med et bestyrelsesmedlem.
For de af bestyrelsen på foreningens vegne indgåede forpligtelser hæfter alene foreningens formue.
Regnskabsår:
§ 10
Foreningens regnskabsår går fra den 1. januar til den 31. december.
Det reviderede regnskab skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
Vedtægtsændringer og opløsning:
§11
Til vedtagelse af ændringer i disse vedtægter, og til beslutning om foreningens opløsning kræves, at mindst 2/3 af alle stemmeberettigede medlemmer er repræsenteret på generalforsamlingen, og at mindst 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.
Såfremt 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer ikke er repræsenteret på generalforsamlingen, men forslaget dog er vedtaget af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer, skal bestyrelsen skriftligt med mindst 8 dages varsel indkalde til ny generalforsamling, der skal afholdes inden 4 uger efter den første generalforsamling. Forslaget kan her vedtages af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer, uanset disses antal.
§ 12
I tilfælde af foreningens opløsning, vedtaget i henhold til § 11, træffer generalforsamlingen ved simpel stemmeflerhed bestemmelse om den nærmere fremgangsmåde ved opløsningen, herunder afviklingen af foreningens formueforhold.
Eventuelt overskud ved afviklingen tilfalder en fond, der skal støtte lokale formål på øen Fur.
*********************
Således vedtaget på stiftende generalforsamling den 3. april 2014
____________________ ____________________ ____________________
____________________ ____________________ _______________________