Menu

Fur Udviklingsråd

Foreningen Fur Udviklingsråd blev stiftet den 15. juni 2015. Forud for den stiftende generalforsamling havde en lokal arbejdsgruppe brugt godt to år og 21 møder på at indsamle, data, lave analyser og dele erfaringer med fire andre lokalsamfund, der alle havde den samme opgave: At etablere et lokalt udviklingsforum.

De deltagende lokalsamfund var Fur, Gedser, Lundby, Rødding og Vestervig. Arbejdet foregik under ledelse af Hanne Tanvig fra Københavns Universitet i forbindelse med projektet ”Fem viser vejen – fra småprojekter til strategisk udvikling”. Projektet var finansieret af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. Furs deltagelse blev betalt af Skive Kommunes Landsbyudvalg.

Den lokale arbejdsgruppe på Fur bestod af repræsentanter fra Foreningen Fur Brand, Foreningen FurNyt, Fur Bryghus, Fur Kunst.dk, Fur Sogneforening, Fursund Turistforening og Fuur Sparekasses Fonde. Som tovholder fungerede en lokal museumsinspektør med faglig erfaring i at arbejde med bosættelse, erhvervsudvikling og Landdistriktsudvikling.

Arbejdsgruppen har lavet et overdragelsesdokument til Fur Udviklingsråd. Dokumentet er et udkast til en udviklingsstrategi, som udviklingsrådet skal arbejde videre med de kommende år. Brug dette link, så kan du læse overdragelsesdokumentet i en udgave der kan udskrives.

Klik her

Foreningens formål:
Det er Fur Udviklingsråds formål at udvikle og gennemføre projekter, der kan styrke erhvervsudvikling og bosættelse på Fur ud fra et strategisk helhedssyn. Ny viden, nytænkning og nye samarbejdsrelationer skal synliggøre og udnytte Furs potentiale som bo- og iværksætterø for aktive og kreative mennesker.

Medlemskab:
Medlemskredsen er åben for foreninger, organisationer og virksomheder, der støtter foreningens virke og formål. Optagelse sker efter bestyrelsens godkendelse ved betaling af kontingent. Enhver kan indbetale individuelle, frivillige støttebidrag til foreningen uden at opnå medlemskab, stemmeret eller valgbarhed.    
Valgbare til bestyrelsen er personer der har faglige eller strategiske forudsætninger for at arbejde med erhvervsudvikling og bosættelse.
Foreningens vedtægter kan læses i deres helhed nedenfor.

Økonomi og kontingent:
Ved stiftelsen af Fur Udviklingsråd havde foreningen en egenkapital på 50.000-, der var stillet til rådighed af Foreningen Fur Brand og Fuur Sparekasses Erhvervsdrivende Fond. Derudover er foreningens økonomi baseret på hjemsøgte projektmidler, frivillige bidrag og kontingentindbetalinger. Bestyrelsen har fastsat kontingentet for 2016 til 1.000 kr. Optagelse sker efter ansøgning, der sendes til Fur Udviklingsråds formand.

Læs mere om foreningens virke:
Det er nemt at finde mere på FurNyt.dk. Skriv for eksempel Fur Udviklingsråd i søgefeltet på forsiden og tryk enter, Så får du en liste med artikler om Fur Udviklingsråd.
Udviklingsrådet vil løbende informere på FurNyt.dk.

Fur Udviklingsråds bestyrelse består af:
Formand: John Brinch Bertelsen. E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..
Næstformand: Keld Rasmussen. E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..
Kasserer: Jens Tang: E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..
Sekretær: Mildred Fog. E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..
Alice Bank Danielsen. E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..
Knud Erik Lykke. E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Per Arne Teilgård. E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
1. Suppleant: Erik Wind Andersen. E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..
2. Suppleant: Troels Madsen. E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Foreningsportrættet er udarbejdet af John Brinch Bertelsen 2. oktober 2015.
Nedenfor kan du læse Fur Udviklingsråds vedtægter i deres helhed

 

Skive · Holstebro
Lars Kopp (H)
Bjarne Møller (H)
Christa Westergaard (H)
Jes Andersen (H)
Anders Jessen Schmidt(H)
Bjarne R. Korsgaard (H)


 

 
 J.nr. 40556001/JW

Vedtægter for Fur Udviklingsråd

§ 1. Navn, hjemsted og stifter.

1.1. Foreningens navn er Fur Udviklingsråd

1.2. Foreningens hjemsted er øen Fur i Skive Kommune

1.3. Foreningen er en frivillig, almennyttig og ikke-erhvervsdrivende forening, der skal registreres hos Skat.

1.4. Foreningen er stiftet i 2015 af en arbejdsgruppe bestående af udpegede repræsentanter fra Foreningen Fur Brand, Foreningen FurNyt, Fur Bryghus, Fur Kunst.dk, Fur Sogneforening, Fursund Turistforening og Fuur Sparekasses Erhvervsdrivende Fond

§ 2. Formål.

2.1. Det er foreningens formål at udvikle og gennemføre projekter, der kan styrke erhvervsudvikling og bosættelse på Fur ud fra et strategisk helhedssyn. Ny viden, nytænkning og nye samarbejdsrelationer skal synliggøre og udnytte Furs potentiale som bo- og iværksætterø for aktive og kreative mennesker.

§ 3. Medlemskreds, økonomi og hæftelse.
 
3.1. Medlemskredsen er åben for foreninger, organisationer og virksomheder, der støtter foreningens virke og formål.
Optagelse sker efter bestyrelsens godkendelse ved betaling af kontingent. Enhver kan indbetale individuelle, frivillige støttebidrag til foreningen uden at opnå medlemskab, stemmeret eller valgbarhed.
Medlemmerne er forpligtede til at indbetale det af generalforsamlingen fastsatte kontingent.
Foreningen kan slette et medlem, som er i restance med kontingent efter nærmere af bestyrelsen fastsatte regler.

3.2. Foreningens egenkapital udgør ved oprettelsen kr. 50.000-, der er stillet til rådighed af Foreningen Fur Brand og Fuur Sparekasses Erhvervsdrivende Fond. Beløbet overføres til Fur Udviklingsråds konto, når foreningen er stiftet og registreret med cvr-nr.

3.3. Bestyrelsen skal virke aktivt for at skaffe lokal og ekstern finansiering til projekter, der opfylder foreningens formål.

3.4. Bestyrelsen må ikke påbegynde et eksternt finansieret projekt før der er opnået tilsagn om fuld finansiering af projektet.

3.5. Bestyrelsen hæfter ikke personligt for foreningens forpligtigelser. Eventuelle fordringer mod Fur Udviklingsråd kan alene søges fyldestgjort i foreningens formue.

3.6. Fur Udviklingsråd er en frivillig forening, hvor medlemmerne ikke kan modtage overskudsdeling eller formuedeling. Indtægterne skal alene anvendes til foreningens drift og opfyldelse af foreningens formål.

3.7. I det omfang foreningens projekter kan danne grundlag for erhvervsvirksomhed til fremme af deltagernes økonomiske interesser, skal en sådan virksomhed etableres i egen selvstændig juridiske organisation, hvis økonomi er uafhængig af Fur Udviklingsråd.

3.8. Generalforsamlingen kan ekskludere det medlem, der modarbejder foreningens formål.

3.9. Udmeldelse af foreningen skal ske med mindst 3 måneders varsel til udgangen af en måned.

§ 4. Generalforsamling.

4.1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

4.2. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af maj og indkaldes med mindst 14 dages varsel via FurNyt.dk og mail til medlemmerne med angivelse af dagsorden.

4.3. Stemmeberettigede er alle betalende medlemsorganisationer med en stemme pr. medlem. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

4.4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende:
1. Valg af ordstyrer og referent.
2. Godkendelse af dagsorden og generalforsamlingens lovlighed.
3. Fremlæggelse og godkendelse af årsberetning.
4. Fremlæggelse og godkendelse af årsregnskab.
5. Fastsættelse af kontingent.
6. Indkomne forslag.
7. Valg af medlemmer til bestyrelsen + en suppleant.
8. Valg af intern eller ekstern revisor + en revisorsuppleant.
9. Eventuelt.

Forslag skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

4.5. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes såfremt bestyrelsen eller mindst halvdelen af medlemmerne skriftligt begærer det. Der indkaldes senest 14 dage efter begæringens modtagelse med oplysning om det ønskede debatemne.

4.6. Bestyrelsens sekretær eller en af bestyrelsen udpeget person, skal føre referat af generalforsamlingen. Referatet skal underskrives af generalforsamlingens ordstyrer og referenten.

§ 5. Bestyrelse.

5.1. Valgbare til bestyrelsen er personer med faglige eller strategiske forudsætninger for at arbejde med styrkelse af erhvervsudvikling og bosættelse.

5.2. Bestyrelsesmedlemmerne er ikke medlemsrepræsentanter og som sådan ikke nødvendigvis medlem af de organisationer, der udgør medlemskredsen.

5.3. Bestyrelsen skal så vidt mulig sammensættes af ressourcepersoner med lokal forankring samt eksterne ressourcepersoner.

5.4. Foreningens bestyrelse består af 7 medlemmer, hvoraf de 4 vælges på generalforsamlingen, og de tre udpeges efterfølgende af de fire generalforsamlingsudvalgte medlemmer.

5.5. De fire bestyrelsesmedlemmer, der vælges på generalforsamlingen, vælges med to + en suppleant på lige år og to + en suppleant på ulige år. Alle sidder for to år ad gangen. På det konstituerende bestyrelsesmøde efter den stiftende generalforsamling udpeger bestyrelsen de to medlemmer, der skal på valg efter et år.

5.6. De tre medlemmer, der udpeges af de fire generalforsamlingsudvalgte medlemmer, udpeges hvert år før det konstituerende bestyrelsesmøde. Bestyrelsen kan løbende udpege nye medlemmer til afløsning af udtrædende, hvorfor der ikke udpeges nogen suppleant. I tilfælde af stemmelighed/uenighed om valg af de tre øvrige bestyrelsesmedlemmer sker valget ved lodtrækning.

5.7. Intet medlem kan have sæde i bestyrelsen længere end til den ordinære generalforsamling efter medlemmet er fyldt 70 år.

§ 6. Ledelse.

6.1. Når bestyrelsen består af 7 medlemmer, konstituerer bestyrelsen sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer.

6.2. Formanden indkalder til bestyrelsesmøderne og forestår ledelsen af disse.

6.3. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.

6.4. Bestyrelsen træffer beslutning ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

6.5. Bestyrelsen fastsætter ved en forretningsorden nærmere bestemmelser om udførelsen af sit hverv.

6.6. Over forhandlinger i bestyrelsen skal sekretæren føre referat, der udsendes til medlemmerne efter mødet. Referatet skal godkendes på det følgende møde og underskrives af de bestyrelsesmedlemmer, der deltog i mødet.
 
§ 7. Tegningsforhold.

7.1. Foreningen tegnes af bestyrelsens formand i forening med et medlem af bestyrelsen. I tilfælde af formandens fravær eller efter aftale, kan næstformanden tegne foreningen sammen med et bestyrelsesmedlem.

7.2. Bestyrelsen kan give prokura efter de retningslinjer, der er fastsat i bestyrelsens forretningsorden.

7.3. Ved eventuelt køb af fast ejendom tegnes forening af den samlede bestyrelse.

§ 8.  Regnskab og revision.
 
8.1. Udviklingsrådets regnskabsår følger kalenderåret. Første regnskabsår løber fra stiftelsen til den 31/12 2015.

8.2. Bestyrelsen har ansvaret for udarbejdelse af årsregnskabet. Bestyrelsen kan vælge at aflønne en ekstern regnskabsfører til at forestå bogholderiet og udarbejdelse af årsregnskab.

8.3. Årsregnskabet skal opstilles på overskuelig måde og skal give et retvisende billede af foreningens indtægter og udgifter samt status over aktiver og passiver.

8.4. Foreningens regnskab revideres af den på generalforsamlingen valgte interne eller eksterne revisor, der ikke må have sæde i bestyrelsen.

8.5. Foreningens årsregnskab skal aflægges i så god tid, at det reviderede og underskrevne årsregnskab kan udsendes til medlemmerne sammen med dagsordenen til generalforsamlingen.

8.6. Projektregnskaber, der er med ekstern finansiering, skal udarbejdes og revideres i overensstemmelse med de vilkår, der stilles af tilskudsgiver.

8.7. Årsregnskabet fremlægges på generalforsamlingen til dennes godkendelse.

§ 9.  Vedtægtsændring og opløsning.

9.1. Vedtægtsændringer kan kun gennemføres på en generalforsamling og kræver mindst 2/3 af de afgivne stemmer blandt de fremmødte på generalforsamlingen. Forslaget til vedtægtsændring skal være udsendt sammen med dagsordenen.

9.2. Vedtægtsændringen træder i kraft umiddelbart efter den generalforsamling, hvor ændringen er vedtaget.

9.3. Fur Udviklingsråd kan nedlægges, når et forslag herom opnår mindst ¾ af de afgivne stemmer på to generalforsamlinger, der afholdes med mindst 2 og højest 5 ugers mellemrum.

9.4. Ved foreningens ophør skal nettoformuen – efter eventuel tilbagebetaling af uforbrugte projektmidler til de tilskudsgivere, der kræver det - overdrages til fonde på Fur, der har et almennyttigt formål, især til fonde, hvor det almennyttige formål understøtter erhvervsudviklingen og tilflytningen på Fur. Beslutning herom træffes på den afsluttende generalforsamling. Bestyrelsen pålægges at offentliggøre likvidationsregnskabet.

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling på Fur den 15. juni 2015

Dirigent: Knud Erik Lykke.
Referent: Hans Jeppesen.

Til toppen