For nylig havde jeg her i avisen lejlighed til at få bragt nogle synspunkter om, hvordan det ville være både muligt og overkommeligt at markedsføre (brande) Fur, så øen kunne blive endnu mere attråværdig for både turister og folk, som leder efter et godt sted at bo.

Efter dette beskedne indlæg har jeg fået overraskende mange positive kommentarer fra folk, som også bor her på Fur. Næsten alle har været enige i, at det ville betyde rigtig meget, hvis vi kunne få fjernet nogle faldefærdige bygninger og så ellers få ryddet op på de relativt få ejendomme, som er med til at skæmme den ellers så smukke ø. Men de fleste har givet udryk for, at det også var et ømtåleligt emne at berøre. Rodemiklerne vil nok i nogle tilfælde blive provokeret til at rydde lidt op, men de vil måske helst bruge deres begrænsede energi på at blive fornærmede.

Indtil videre har jeg dog kun hørt fra en af de berørte. Det er Knud Peder Jensen, som har et indlæg i Skive Folkeblad den 14. april, hvor han giver udtryk for at være blandt de furboere, som ikke holder orden omkring sig, og som jeg derfor kunne tænkes at ville sætte i gabestokken. Ja, det kunne jeg, men nu har du jo selv gjort det, og skulle flere på samme måde have lyst til at bekende deres brøde, så er det kun godt.

I bekendelsen forsøger Knud Peder imidlertid at finde noget positivt hos folk, som lever i rod, og han beretter om, hvordan sådanne mennesker kan være gavmilde. Kommer man til et rodet hus, så vil det også være et sted, hvor der bliver budt på kaffe og hyggeligt samvær.

Sådan har jeg også oplevet det i min ungdom, hvor jeg i en periode kørte rundt med flaskegas til landejendomme. I en forrygende snestorm kom jeg sammen med min makker til en sådan ejendom, hvor der var ubeskrivelig rodet både ude og inde. Vi var kørt fast i sneen, og efter mange forsøg på at få bilen fri, så blev vi stivfrosne inviteret på kaffe i dagligstuen. Her havde et lille barn netop ladet vandet på spisebordet. Moderen fjernede barnet og tørrede pytten op med en karklud. Samme klud brugte hun efterfølgende til at rengøre de kopper, vi skulle drikke kaffen af. For mig var nydelsen noget påvirket af den manglende hygiejne, og jeg må nok også indrømme, at det efterfølgende var sådan, at jeg ikke som Knud Peder kunne få øje på glæden ved at blive budt til bords på slige steder.

Knud Peders velskrevne indlæg gav mig dog anledning til at undersøge nærmere, om det virkelig er sådan, at der skulle være en særlig ophøjet glæde forbundet med et liv i roderi, da livet overordnet betragtet også efter min mening er noget rod. Jeg har stor forståelse for det tyske mundheld, som siger: Livet er som en hønsestige, beskidt fra øverst til nederst. Storm Petersen har en lidt anden udgave, hvori det hedder: Livet er som en barneskjorte, kort og beskidt.

Mine overvejelser om livets mangel på mening og orden har dog ikke ført til, at jeg også kan se noget positivt i fysisk at leve et liv i uorden og rod, og jeg føler mig heller ikke overbevist om, at nogle mennesker arvemæssigt kan være konstrueret på en sådan måde, at de befinder sig bedst i mangel på struktur og orden. Men jeg kan både se og erkende, at enkelte mennesker kan have brug for hjælp til at strukturere deres tilværelse, og her er det netop, at jeg gerne ville bruge en del af de mange penge, som er givet til branding af Fur.

Thor Lykke Jensen
Søndergårdevej 7
7884 Fur

18.04.2010