Min kære medborger på  Fur, Thor Lykke Jensen, har i et læserbrev i Skive Folkeblad (10. april) blandt andet klaget over Furs rodemikler. Han foreslår, at der hver måned offentliggøres en liste over de  største rodehoveder på øen. Håbet er, at de efter udstillingen i den lokale gabestok, tager sig sammen og får ryddet op. 

Selvom jeg ved, at det er skrevet i den bedste mening, er jeg bange for, at sagen er mere kompliceret end som så. For det første et der nemlig en del af os  - om det nu er arveligt eller miljøbestemt -  der er udstyret med et såkaldt rodegen. Det er os ikke båret i kødet at holde den orden, som andre har så let ved. Men derfor skal vi vel ikke leve som forfulgte, der jævnligt skal sættes i offentlig gabestok?   
For det andet mener Thor Lykke Jensen også, at en oprydning vil brande øen på bedste vis. Det er jeg heller ikke sikker på holder. Er rod i virkeligheden ikke tegn på liv? Er det ikke det autentiske frem for det konforme, som folk/turister søger?

Jeg husker fra min studietid i Århus, at ”Clausen” i Ryesgade nær banegården var berømt for sin boghandel. Overalt var der stabler af bøger. Kun han ene mand vidste, hvor tingene befandt sig. Historien fortæller, at en kunde engang spurgte efter en bestemt bog. Clausen  tog sig til panden og efter et øjeblik kom svaret: Den ligger under bordbenet på det bord, der vipper nede i kælderen.  Clausen havde systematisk bygget sit rod op gennem 40 år, og det gav autencitet, som brændte sig ind i folks bevidsthed.

Da jeg for mange år siden var i lære som smed og kørte rundt og reparerede landbrugsmaskiner på gårdene, lærte jeg efterhånden, at på de rodede gårde var et bud om kaffe næsten sikkert. Mens kaffe på de gårde,  hvor alt var som blæst, var noget usikkert.

Jeg mindes fra mit barndomshjem, når ”Ejner og Karen”, min mors bror og svigerinde, der havde hotel og tilhørte byens borgerskab, kom uanmeldt på besøg. Så fór min mor gennem bryggerset som en hvid tornado i det halve minut, hun havde til rådighed, inden gæsterne trådte ind ad døren.  De lod sig aldrig mærke med noget. Dengang vidste folk fra byen, at folk på landet levede anderledes. De rodede, men sådan var det. På landet var man nærmere naturen og arbejdet havde sin egen langsomme rytme, hvor middagssøvnen delte dagen op i to halvdele. I modsætning hertil stod byens hurtige pulsslag, hvor pengementaliteten  spillede en større rolle end på landet. De to bevidstflader var hinandens spejl, men i 1960’erne og frem mod vores tid bukkede landmentaliteten under for bymentaliteten, så vi alle blev byboere, uanset om vi boede på landet eller i byen.

Byen forandrede sig også. Alle de små forretninger og håndværkere forsvandt fra gadebilledet. Dermed forsvandt også det rod, som i passende doser er så livgivende for sindet. I stedet  begyndte folk at dyrke pænheden. Der blev lagt plastik under dugen så at der ikke kom pletter på bordet, og der blev købt sædebetræk til bilen, så sæderne stadig var flotte den dag bilen blev sendt til ophug.

Hvor man på landet førhen tog sit pæne tøj på om søndagen, så gik man nu i pænt tøj til hverdag.  Konformiteten bredte sig med andre ord samtidig med, at menneskene generelt fik mindre og mindre med hinanden at gøre. I modsætning til, hvad man måske umiddelbart skulle tro, så blev det individualistiske mere og mere fremtrædende. Og hvad sker der, når en individualist, der i parentes bemærket  ligner sine ligesindede til forveksling, møder eksempelvis rod hos næsten?

Han får det fysisk dårligt.

- Hvorfor skal jeg gå og rydde op og gøre det pænt, når rodemiklen ikke gør det samme, lyder klagen. Hvad vil fremmede ikke tænke om vor egn. Så følger raseriet.

- De skal i gabestok, skal de.

Vi kender alle følelsen, for vi er alle børn af vor tid. Men det bliver den ikke bedre af. Tværtimod. Der skal nemlig være plads til alle – både dem der sige ”jeg roder – altså er jeg” og de, der finder deres væren ved at gå i pænt tøj til hverdag. 
 

Med venlig hilsen
Knud Peder Jensen,
Boagervej 3,
7884 Fur

16.04.2010
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.