FurNyt har besøgt Inger Plejdrup, der har Galleri Sundblik på Sønderhedevej, hvor mere end 100 af egne værker kan ses. Men ud over at male er Inger Plejdrup også syerske, der allerede som nittenårig blev selvstændig.

Metrologerne havde egentligt lovet snestorm, men da den udsendte fik øjne denne første dag i skolernes vinterferie, er både sne og storm udeblevet. Så i stedet for at holde sig inden døre så beslutter den udsendte at indfri en gammel tanke om at besøge Inger Plejdrup. Den udsendte har ved mange lejligheder mødt hendes malerier, men kun en enkelt gang i Lusangi haft æren af at hilse på damen selv.

”Kom inden for og behold bare skoene på” siger en lille spinkel dame, da den udsendte træder ind i entreen.
”Kom ud i køkkenet, så skal du se, hvad jeg arbejder med”.

Ved køkkenbordet står et stort maleri fuldt med små skikkelser i fire lodrette rækker. Nederst på billedet står en masse mennesker. Det er jordens befolkning, og de lodrette rækker repræsenterer de fire religioner: jødedom, kristendom, buddhisme og islam. Billedets budskab er tydeligvis, at der skal være plads til alle og at alle religioner er ligeværdige.

Inger Plejdrup kom til verden i 1929. Hendes far var barber og cykelhandler, og familien boede i ”Heimdal”, der ligger i Debel ved siden af den gamle skole. Hendes mor var hjemmegående. De var fire børn i hjemmet og efter endt skolegang kom Inger på ungdomsskole. Her lærte hun en pige fra Durup at kende og hun skaffede Inger en plads som pige i huset hos en familie i Durup. Det var nu ikke sagen og hun blev der ikke tiden ud.

Hjertet bankede derimod for at tegne og for at sy. At komme på kunstakademiet var økonomisk umuligt. Selvom det også var umuligt at få en læreplads som syerske, så var den vej trods alt mere farbar. I Durup fik hun kontakt med en skrædder, og her fik hun lov til at lære faget. Løn kunne der ikke være tale om, så hun sad hos skrædderen og syede gratis. To et halvt år blev det til. Derefter tog hun på ”Tilskærerskole” i Silkeborg. I Durup sørgede tøjforretningen ”Søstrene Jensen” for at hendes svendestykke – en brudekjole – blev udstillet. Det var en mægtig reklame. Det lykkedes tilmed Inger, der dengang hed Knudsen til efternavn, at få en lejlighed lige ved siden af mejeriet. Dermed var hun 19 år gammel klar til at begynde som selvstændig syerske.

Hun syede dels i lejligheden og dels hos ”Søstrene Jensen”. Navnet Knudsen fik hun ikke lov til at beholde ret meget længere, for nu var der også kommet en mand ind i hendes liv. Han hed Viggo Plejdrup, og hans far havde slagteriet i Durup. Tyve år gammel blev hun gift med Viggo. Tiden som slagter i Durup blev imidlertid kort, da slagteriet lukkede.

”Vi skulle nu have et sted at bo”, siger Inger, mens vi får en kop kaffe ved køkkenbordet. ”Fur var det sidste sted, jeg ville bo, men en dag sagde min far til mig: Tag da at købe en byggegrund på Fur og start en slagterforretning op”.

Grunden, han talte om, var den, hvor nu Steens Butik ligger.

Inger og Viggo valgte at følge rådet og i 1951 var huset bygget og forretningen klar til at åbne. Maskinerne havde de købt af en anden slagter på Fur, der drev et slagtehus. På Sundevej var endnu en slagterforretning, som de fik et fint samarbejde med.

Det blev til 28 år, inden de afhændede forretningen, men undervejs skete mange ting i Ingers liv. Stadig var det syningen, der trak, og snart var hun igen i gang med at sy for folk. Det var nok at lave. Mange skulle have omsyet gammelt tøj, og mange ville gerne lære selv at gøre det. Derfor blev undervisning på aftenskole en anden stor beskæftigelse i Ingers liv. Durup, Selde, Skive og Jebjerg var nogle af stederne, hvor hun underviste. I Jebjerg blev det til 17 år. I vinterhalvåret var hun af sted næsten hver aften.

”Det var altid Viggo, der lagde børnene i seng”, mindes hun.

I 1973 stod Furs nye skole færdigt, og der manglede man en lærer til ”håndgerning”. ”Det er lige mig” tænkte Inger, og de næste ti år var hun lærer på Fur Skole.
Efter at hun var holdt på skolen, begyndte hun at tænke på nye udfordringer. Stadig var det noget med tøj, der trak. I Vojel havde de købt en gammel gård. Som ung havde Inger startet et enkeltmandsfirma, men denne gang skulle det være en fabrik. Men hvordan starter man en fabrik? Herning var kendt for sine mange tekstilfabrikker. Efter opringninger til adskillige firmaer i uldjydernes by lykkedes det hende at få lov til at komme på besøg på en fabrik i en uge.

De næste otte dage stod hun på spring. Så snart en medarbejder rejste sig fra en maskine var hun henne og prøve den af. Og da tiden var gået, følte hun sig overbevist om, at en fabrik lige var sagen. Så hjem til Fur og rive en længe på gården ned og lade sønnen mure den op igen for derefter at installere symaskiner og andet udstyr.

”Kirsten var den første medarbejder, jeg hyrede og hun fulgte mig gennem alle årene”, fortæller Inger. Et firma i Hammerum lovede at modtage tøjet, de syede, og så var det ellers om at komme i gang.

”Vojel Gårdstrik” hed firmaet. Da der var flest, var der 25 kvindelige medarbejdere.
I dag er det sønnen Dan, der viderefører firmaet under navnet ”Dana Strik”. Men nu er produktionen flyttet til udlandet.
I 1996 døde Viggo 77 år gammel.

Tilbage at fortælle er ”kun” om det, som den udsendte kom for, nemlig Ingers mange malerier. Hele kælderen er fyldt. Mange af motiverne er fra Fur. Portrætter er der også mange af. På en væg hænger en særlig udsøgt skare, der tæller flere kendte folk fra Fur.

”Hvordan kommer man til at hænge der?” spørger den udsendte håbefuldt.

Inger ler lidt: ”Det er tilfældigt”, bedyrer hun og fortæller, at det oftest er vedkommendes børn eller familie, der ønsker et portræt. Og for at have det i samlingen, så maler Inger altid to billeder.

”Bag på billedet er en kuvert indeholdende den portrætteredes underskrift.”
Inger tænker nemlig også på eftertiden, når alle vi, der læser dette, har forladt denne verden.

12.02.2007
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.