FurNyts udsendte har besøgt kunstneren, Helen Dahl Rasmussen, der er norsk. Helen bor en stor del af tiden på Fur.

Ved flere lejligheder har FurNyts udsendte mødt folk, som har sagt: ”Prøv at aflæg et besøg på Ladegårdsvej 7. Der bor en norsk pige, som er meget dygtig til at lave kunst”. Men som det sikkert er bekendt, så er det ikke altid, at den udsendte, når det gælder artikler til FurNyt, rider samme dag, som han sadler hesten, og dertil kommer, at Helen Dahl ofte er at finde enten i Århus eller i sit fødeland Norge.

Men en af de første dage i oktober lykkedes det at finde et tidspunkt, som passede begge parter. Og hvilken dag. Solen er lige brændt igennem nattens tåge og det er blikstille. Ladegårdsvej er på det nærmeste spærret, da man er i fuld gang med at grave det nye fiberbredbånd ned.

Det første, der afslører, at her bor en kunstner, er en stor ovn til brænding af keramik, der står i carporten. Fra carporten fører en dør ind til en overdækket terrasse mellem huset og værkstedet. Her er fyldt med forme, værktøj, bøtter og midt i det hele står en høvlebænk. I en spand ligger hovedet af en dreng, støbt i bronze. En anden spand er fyldt med skeletdele fra et dyr.

Den udsendte banker forsigtigt på den allerede åbne dør til selve huset. En mand tager imod. Der er Ole, Helens mand. Den udsendte bliver budt inden for. Overalt på væggene er der malerier, billeder og skulpturer.  Hovedpersonen for besøget, Helen er i gang med at finde morgenmaden frem.

”Velkommen”, lyder det på klingende norsk. Helen har nemlig beholdt sit norske sprog intakt. Inden vi alle tre sætter os til bordet, viser Helen rundt i sit værksted. På det seneste har hun arbejdet med at lave hunde i keramik i fuld størrelse. Trods den lidt abstrakte form, er de utroligt livagtige. Hemmeligheden er, fortæller Helen, at de er lavet efter levende model. Hunden ”Lukas” fra nabolaget har så at sige stået model. Et billede af den hænger i værkstedet. Det får for et øjeblik den udsendtes tanker på afveje. Han synes nemlig at genkende hunden, som engang nappede en høne i hans have, men han er dog ikke sikker og i et retssamfund er man som bekendt uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Helen går meget op i at studere anatomien. Når man skal tegne eller modellere, er det vigtigt at vide, hvordan kroppen er opbygget, hvor hver muskel og knogle sidder. 

På en hylde på vægen står en masse dåser indeholdende glasurer. Hun bruger de forskellige farver til at præge stemningen. Rød er for eksempel en stærk farve, ikke ligegyldig, insisterende, aktiv, oprørt, som en vulkan – lidt udenfor kontrol, lidt urovækkende.

Helen har også modeleret flere buster af folk og fået dem støbt i bronze. Hun står selv for hele processen, fortæller hun. I det hele taget er det at lave noget med hænderne altafgørende for hende.
Men der skulle gå mange år, inden hun kunne komme til det, fortæller hun, da vi alle tre sidder bænket omkring morgenbordet. Helen far var norsk diplomat og mente, at det var bedst, at hun fik en uddannelse, som kunne bruges til noget fornuftigt. Derfor studerede hun statskundskab og blev derefter ansat i den norske udenrigstjeneste. Blandt andet han hun været ambassaderåd i Ungarn og i Kosovo.

Men i 2001 kom hun ind i en krise om, hvad hun skulle bruge sit liv til. Lige siden hun var barn, havde hun vist, at havde hjertet bestemt, så var det kunsten, der var blevet hendes vej. Derfor besluttede hun, støttet af sin mand Ole, at gøre springet.

Hidtil havde det været sådan, at hun altid havde været for ung til at få de jobs, hun gerne ville have, nu fik hun at vide, at hun som årgang 1959 var for gammel til at komme ind på Kunstakademiet i København. I stedet blev det til et ophold på en kunstskole i Firenze og derefter til to år på Århus Kunstakademi. Her valgte hun skulpturlinjen og lærte blandt andet at støbe i bronze.

Det at støbe i bronze er en besværlig proces, men det er dejligt at kunne være med i hele processen, fortæller Helen. Engang hun var midt i en støbning, løb hun tør for grus af samme slags, som findes på tennisbanerne. Gode råd var dyre. Men så slog det hende, at på Fur Tennisbaner lå nogle sække med grus. Så af sted og låne en sæk.

”Når jeg laver mennesker, prøver jeg at få karakteren frem”, fortæller Helen. Derfor må folk, der ønsker at blive modeleret selv sidde model. Et billede er ikke nok. Der kan kun bruges, hvis der er tale om en afdød person. Så skulle der være nogle blandt FurNyts læsere, der har en drøm om at se sig selv foreviget i bronze, så er der ikke nogen vej udenom at skulle bruge nogle timer/dage på at sidde model.

I det hele taget kan man se, at Helen arbejder ud fra, at det er det indre, som skaber det ydre. 

Halvanden time er gået. Vi har været langt omkring. Det, der i sin tid fik Ole og Helen til at købe hus på Fur, var vandet og mulighederne for at sejle i kajak. Det kunne der fortælles en hel historie om, men det må vente til en anden gang. Tilbage er kun, at ønske Helen held og lykke frem over. Hendes hunde hørte året 2007 til. Til næste år venter nye ideer på at blive foldet ud. Udstillinger er det allerede blevet til mange steder. Blandt andet i Holland og England og senest i Galleri V58, Vestergade 58a, Aarhus. I den kommende tid er Helen med på udstilling i KIC, Ridehuset, Vester Alle, Aarhus fra den  26.-28. oktober. 

For de som ønsker at vide mere om Helen Dahl Rasmussen og kommende udstillinger, klik ind på: www.helendahlhansen.com

16.10.2007
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.