Fredag den 13. juni var der reception på Fur Museum. Anledningen var en bogudgivelse af den 87-årige  Poul Ladegaard, der i erindringsbogen ”Barn og Ung på Fur i Krisetid og Krigstid”, skildrer sin opvækst og ungdom på Fur.

Poul Ladegaard bor i dag i Skive, men har tilbragt største delen af sit 87-årige liv på Fur. Hans slægt stammer fra ”Lång Mikkels gård i Debel” og de fleste af dem, der mødte op til receptionen, kan føre deres aner tilbage til ”Lång Mikkel”. Poul Ladegaard er født på Svarrebakken, der var udstykket fra gården i Debel. Svarrebakken hedder i dag Bøvl og ligger på Boagervej nr. 4. 
Det oprindelige manuskript til bogen blev skrevet for 10 år siden og lagt i skrivebordsskuffen og Poul Ladegaard havde ingen planer om, at det skulle blive til mere, men børn og børnebørn pressede på: de vidste for lidt om den baggrund, de var kommet fra.

Leder af Fur Museum John Bertelsen bød de mange fremmødte velkommen. Det glædede ham, at det næsten ikke var til at få ørenlyd, da det jo var et tegn på, at folk fik snakket med hinanden. For et par måneder siden havde han fået til opgave at læse manuskriptet. Det havde ført til en anbefaling til Veluxfonden om økonomisk støtte til bogen, og den opfordring havde fonden fulgt. Som museumsmand glædede han sig over, at erindringerne var blevet nedfældet, og han håbede, at andre ville følge i samme spor.
Derefter var der rødvin og snakken steg igen og tiden var nu inde til, at folk kunne sikre sig et signeret eksemplar. Et par damer fra Odense, der tilfældigt var på museums besøg og pludselig befandt sig midt i en bogudgivelse, var blandt de første købere: ”Jeg tror lige, det er noget for onkel Jens”, sagde den ene til den anden, mens hun stod og bladrede i bogen.

Derefter var det tid til, at han, der var anledning til hele arrangementet, selv fik ordet.
Den tidligere furbo håbede, at hans erindringer kunne bidrage til, at børnebørn og oldebørn følte sig mere rodfæstede. ”Glem ikke jeres opvækst og rødder”. Det er nemlig vigtigt i den globale tid, hvor man har hele verden som arbejdsplads, at man samtidig har en følelse af, hvor i verden man kommer fra. Han takkede også John for hans støtte i den sidste fase af projektet, der havde muliggjort at få økonomisk støtte til udgivelsen.

Dermed var der så lejlighed til, at efterkommerne fra ” Lång Mikkels gård i Debel” endnu engang kunne få vendt verdenssituationen.

Hermed er blot at tilføje, at  der venter de kommende forhåbentligt mange læsere en god oplevelse. Poul Ladegaard skriver virkelig godt og er en glimrende fortæller. Her et lille eksempel på, hvad børn tog sig til, dengang i 1920erne.

”Hvad fik en 3-9-årig så tiden til at gå med i en tid, hvor der hverken var TV eller radio, heller ikke nogen af de underholdningsmidler, som i dag kan købes for penge? Det var selvfølgelig meget årstidsbestemt. Om vinteren var det jo mest indendørs leg med de få legesager, vi nu havde: en bil, et spil domino, træbyggeklodser og måske en enkelt bamse. Domino er et meget godt spil at beskæftige sig med alene. Der er utallige muligheder i det. Man lærer tallene, brikkerne kan bygges med, de kan stilles på række tæt sammen, måske også i et mønster. Man skulle være meget forsigtig, for at der ikke skulle ske en kædereaktion i utide. Først når alle brikkerne var stillet op, kunne man så vælte den første. Efterhånden lærte man jo også forskellige måder at spille med dem.

Noget andet, som også kunne holde én fanget i lange perioder, var, når der var kommet et nyt katalog fra Daells Varehus. Der åbenbaredes en verden af muligheder i legetøj, som vi vidste, var uopnåelige, men som det var skønt at se og drømme om. Bl.a. kunne jeg se den dampmaskine, som jeg hele min barndom ønskede mig til jul, men som jeg aldrig fik. Den kostede også – i den tids penge – over 10 kr. For at forstå værdien af 10 kr. kan jeg nævne, at et svin til slagteriet i 1930 kostede 30 kr.”

Mon ikke der er mange, der kan nikke genkendende til den beskrivelse?

20.06.2008
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.