Traditionen tro blev Sankt Hans aften fejret med bål og tale ved Fur Bådelaug. Udviklingskonsulent Morton Østergaard holdt årets båltale.

Det blev en rigtig blæsende Sankt Hans aften i år, men da vinden var i vest, var der alligevel læ at finde ved Bådelaugets klubhus. På stranden var samlet en kæmpe bunke kvas og øverst oppe sad heksen og overvejede, om hun skulle tage til Bloksbjerg med det sammen, eller vente at se tiden an. Det sidste var noget voveligt, eftersom hun mest bestod af halm, som børnene i Fur Børnehave havde fyldt i  hende om formiddagen.

Årets taler var Morten Østergaard, der oktober 2007 blev ansat som udviklingskonsulent for fondene der er skabt på baggrund af Durup, Roslev og Fuur sparekasser. FurNyt bringer her talen i sin fulde længde:

”Tak for invitationen til at sige noget her i aften. Og lad mig straks sige, at det ikke er mig, der har bestilt vejret for i aften!
Hvorfor fejrer vi egentlig Skt. Hans, som er det danske navn for Johannes Døberen?

Hvis nogen ikke er helt stive i bibelshistorien, skal det siges, at han var Jesu fætter og født et halvt år før – altså den 24. juni.
At holde bålfest omkring sommersolhvervet er en oldgammel skik i Danmark. Man har benyttet årets længste dag til at tænde bål på de højeste steder – kaldet bavnehøje – og ved vandet, så det kunne ses så langt væk som muligt for at symbolisere, at man ville holde det onde væk.

Ilden renser – det har man altid vidst. Man har tændt bål, evt. løbet rundt med en halmvisk for at skræmme de onde ånder, heksene og troldene.

I følge en gammel folketradition var der i tidligere tiders bondesamfund en almindelig opfattelse af, at hekse er særligt aktive på magiske helligaftener. Da samler de f.eks. ingredienser til deres troldomsaktiviteter, eller de er på rejse til heksemøde på Bloksbjerg i Harzen eller de var på vej til Hekla på Island – tidligere af danskerne kaldt Hekkenfeldt. Ja, vi kender navnet fra udtrykket ”ad Hekkenfeldt til”!

At kombinere bålet med afbrændingen af heksedukker blev brugt i Danmark for ca. 100 år siden. Længer tilbage brugte man rigtige, levende hekse! Den skik gik tilbage til 1540, hvor den første officielle hekseafbrænding fandt sted. Heksene var ikke helt almindelige mennesker. Det var kvinder, som man mente besad overnaturlige eller onde kræfter, og som derfor kunne være skyld i alverdens ulykker: F.eks. at køerne ikke kunne give mælk, eller endnu værre: at øllet blev dårligt!

Lad mig straks indskyde: På Fur har jeg ikke mødt hekse, men handlekraftige iværksætterkvinder!

Denne barbariske middelalderskik holdt helt op til år 1800 i Danmark. Der gik så godt 100 år, inden vores nuværende tradition med afbrændingen af heksedukker vandt indpas. Holger Drachmann skrev midsommervisen i 1887, og det var således før, denne skik blev almindelig. Han skrev derfor også i sangen: ”Hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde.” Altså ikke et ord om at hjælpe heksedukken af sted på sit kosteskaft til Bloksbjerg.

Bålet var også tidligere tiders kommunikationsmiddel og en slags telegraf. Man tændte bål på bavnehøjene, når der var fare færde, dvs. fjenden gik i land eller drog hærgende gennem landskabet. Man tændte også bål på udsatte strande for at vise søfarten, hvor strandkanten var.

Et Skt. Hansbål ved vandet er noget særligt – og selvfølgelig skal det være ved vandet, når vi er på en ø – og en forholdsvis lille én slagsen.

Lige som de fleste af jer, der er her til stede, er jeg også vokset op på en ø, nemlig Mors, der jo er noget større end Fur, men vand kunne jeg dog se fra mit barndomshjem.

Da jeg kom til Salling i 1994 som fælles erhvervschef i de tre Salling-kommuner, inkl. Fur, var det en fordel at være opvokset på landet, hvor vi selvfølgelig snakkede jysk med morsingbo-dialekt, for så kunne jeg nemt forstå, hvad der blev sagt og også tolke det uudsagte – altså det, der stod mellem linjerne!

Men det var ikke klogt at prale af at være morsingbo – i øvrigt skal man aldrig prale – for så kom der hurtigt nogle drillende bemærkninger som f.eks. ”Hvad er det bedste ved Mors?....Det er udsigten til Salling!” Eller hvorfor er der vand omkring Mors?...Vor Herre havde ikke råd til plankeværk!”

Her på Fur behøver man ikke denne slags drillende historier. Fur er helt sin egen!

I øvrigt er jeg kommet jævnligt til Fur siden jeg var dreng i 50’erne (altså 1950’erne!) da min farbror, Ejnar Østergaard, havde en bitte gård herovre – det var den midterste af de tre Grisselgårde, nabo til Svend Sohn. Siden købte han et landgartneri midt på øen, så det må have været i Debel. Desværre blev min farbror ikke særlig gammel – han døde i 1963 – så de næste manges år kom jeg kun til Fur som alm. turist nogle få gange. 

Efter at jeg havde været erhvervschef her i området i 13 år, nærmede jeg mig de 62 år, og så syntes mit bagland, at det kunne være nok! Men jeg var ikke parat til at lave ingenting. Så var jeg så heldig at blive tilbudt jobbet som udviklingskonsulent for de nye sparekassefonde, der blev oprettet her på Fur samt i Roslev og Durup, efter at de tre lokale sparekasser var blevet lagt sammen med Morsø Sparekasse.

Nogle tror, at jeg sidder og deler ud af fondenes penge til diverse gode formål. Det er ikke tilfældet – det klarer fondsbestyrelserne uden problemer selv. De er jo også stort set identisk med de tidligere bestyrelser for de lokale sparekasser. Nej, min opgave er at være tovholder – eller koordinator – for de lidt større initiativer og konkrete projekter. Og så ikke mindst forsøge at skaffe medfinansiering udefra, således at de lokale fondsmidler kan strække noget længere.

Her på Fur er der i den seneste halve snes år taget mange initiativer, der har påvirket udviklingen i den rigtige retning. Det begyndte med den nye færge i 1996. Den var streng nødvendig og mere end fordoblede kapaciteten samt sejlede hvert kvarter i dagtimerne. Den nye færge, som jo nu er 12 år gammel og godt kan trænge til en ny tvilling, var årsagen til at der begyndte at ske en vis tilflytning af især nyligt pensionerede folk fra fastlandet.

Disse tilflyttere, hvoraf en del har haft sommerhus på Fur, blev tiltrukket af den fantastisk flotte natur på den nordlige del af øen samt af muligheden for at have egen bådeplads til en lystbåd i havnen. Nu må tilflyttere nøjes med at blive skrevet på en venteliste til en bådplads! 

Ét projekt satte for alvor Fur på Danmarkskortet: Det var Mogens Fogs utraditionelle og overraskende idé om at lave et bryghus på Knuden. Og typisk for Mogens Fog er der ikke langt fra tanke til handling, så bryghuset blev indviet sidst på sommeren i 2004. Ud over at selv østdanskerne nu ved, at Fur er en ø i Limfjorden, har Bryghuset tiltrukket en stadig stigende strøm af især éndagsturister. Lige som i Faktas reklamer vil vi gerne have dem til at blive – ikke bare lidt længere – men gerne et par dage eller 8. Det kræver som forudsætning, at vi kan tilbyde overnatning til en busfuld – og det er der også foreløbige planer om!
Andre planer er mere konkrete: Jeg tænker selvfølgelig på havneprojektet, der vil give en fordobling af antallet af bådepladser i lystbådehavnen samt give mulighed for nye, spændende faciliteter på den nye havnekaj bl.a. en café og et fiskerøgeri. Mange af jer deltog i den offentlige høring om havneprojektet på Kroen den 5. marts. Siden er der til Kommunen kommet en række stort set kun positive høringssvar. De er med til at danne basis for det oplæg til lokalplan og tillæg til kommuneplan, som kommunens planlæggere nu snart lægger frem i Skive Byråd. Derefter kan forundersøgelserne vedr. havneudvidelsen forhåbentlig komme i gang.

Selv om Fur sammenlignet med de øvrige småøer er godt funderet både vedr. erhverv og turisme, er der problemer med at bevare folketallet. Hvis vi går ca. 50 år tilbage boede der knap 1500 på Fur. Siden er folketallet faldet – dog således at der har været perioder med status quo. Det gjaldt årene 2004 til 2007, hvor tallet lå på lige over 900. Men pr. 1. januar i år var der i folkeregisteret kun optalt 872 furboere.

Der er kun én ting at gøre – og det er at klø på! Og det gør furboerne i høj grad gennem de mange foreninger, hvor der udtænkes mange gode idéer og konkrete aktiviteter og projekter. Der skulle være omkring 50 foreninger her på øen. Når man siger det til folk udefra, så måber de. Når man så tilføjer, at for at holde styr på helheden (dvs. det skal være til Furs bedste i bred forstand) findes Furs Forenede Foreninger, ja så både grines der og nikkes anerkende.

Og så er det i øvrigt sådan, at mange af de gode idéer og aktiviteter ikke har rod i en af de mange foreninger, men i det, John Bertelsen kalder selvbestaltede grupper! Og så sker der noget, og formaliteterne klarer man bagefter. Der er altid en forening, der kan lægge navn til en ansøgning i en eller anden kasse!

Her i aften, hvor vi fejrer midsommeren er vejret ikke det bedste, men sådan er det ofte Skt. Hansaften. Men vi skal ikke glemme, at vi havde flot sommervejr lige fra begyndelsen af maj og  5-6 uger frem. I hvert fald var det et vidunderligt sommervejr pinselørdag, da der blev holdt 100 års jubilæum for færgehavnen og den første motorfærge.

Jeg glemmer aldrig, da min kone og jeg stod ovre ved Branden og ventede på færgen. Da var der ikke en vind og helt fjordblik, og fra det store telt ved molen på Fur kunne vi høre, at man sang ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande.” Smukkere og mere stemningsfuldt kunne det ikke blive!

Så var vi i øvrigt så heldige at komme med i de tre generationer af færgers konvojsejlads!

Nu om lidt bliver bålet tændt for symbolsk at skille os af med alt det onde – og vi vil se ind i ilden og håbe, at vi får en lys fremtid.
Med disse ord vil jeg ønske alle en rigtig god sommer! ”

Derefter var tiden inde til at tænde bålet. Og det gik som man kunne frygte. Heksen havde udsat sin afrejse til Bloksbjerg for længe, så hun futtede af med bålet. Men mon ikke det lykkes at finde en ny heks på Fur inden næste Sankt Hans?

26.06.2008
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.