Fortælling:

Derfor blev Severin aldrig smed

I fortællingen ”Hedebonden, der tidligere er blevet bragt på FurNyt fortalte jeg om, hvordan livet som smedelærling formede sig for hovedpersonen Severin. I ”Fynboen” fortælles historien om, hvorfor Severin aldrig blev udlært som smed.

Fynboen

af Knud Peder Jensen

I det fjerne lød lyden af en motor. Det var Viggo. Hver mor¬gen, når Severin stod i vejkan¬ten og ventede, fulgte han Vig¬gos bil. Sving efter sving kom lyden nærmere.
  Severin boede hjemme hos sine forældre. En overgang tænkte han på selv at blive landmand, men familien rådede ham til først at tage en håndværker uddannelse. Det var det sikreste.
  En dag så hans fader en annonce i ugeavisen om en ledig lære¬plads hos A. Andersen, egnens største land¬brugsfirma. Og inden Severin rigtig viste af det, stod han en morgen mellem svende og lærlinge i A. Andersens store værkstedshal.
  Fra sit hjem kendte han til skellet mellem de frihed¬sels¬kende venstrebønder og arbejderne med deres hadske socialisme. Nu stod han pludselig på den "anden side".
  "Jo, i gamle dage var socialdemokratiet på sin plads" havde Severins moder ofte sagt. Da led mange arbejdere og småfolk nød, men efterhånden gik de for vidt. De krævede mere og mere i løn uden tanke for, hvor pengene skulle komme fra. Og mange landmænd havde det jo også småt. Severin kendte det fra sit eget hjem, hvor de altid skulle spare.
  Viggo bremsede bilen med en nedgearing, der fik motoren til at lyde som en arrig hveps.
  "God morgen, god morgen". Viggo var altid i humør. Og det kunne aldrig gå stærkt nok. I den første tid var Severin bange for at køre med ham, man efterhånden vænnede han sig til far¬ten. For Viggo var fart, kom¬pressionstal og drejningsmomenter grundstenene i til¬værelse. Derom kunne han snakke, som havde han allerede et langt liv bag sig.
  Værkstedet havde sin egen stemning om morgenen inden klokken med sit øredøvende spektakel tilkendegav, at arbejdet skulle begynde. Svende og lærlinge stod i små grupper. I nogle dis¬kuterede man hændelser fra gårda¬gens arbejde. I andre gik snak¬ken om fodbold og tips. I atter andre var det historier om underlivet, der holdt medlemmerne fast. I den gruppe var de nye lærlinge næsten altid at finde. De stod måbende og hørte be¬retninger om frodige bondepiger, der i halmen under mejetær¬skerne skænkede deres gunst til svendene. Nogle lærlinge blev hængende i kredsen læretiden igennem, så de senere med overbe¬visning i stemmen kunne føre tradi¬tionen videre.

"Severin Søndergård!" Ordene larmede ud af højttalerne og blan¬dede sig med lyden af hamre og vinkelslibere. Severin så op mod buret, der som et andet kontroltårn hævede sig op over gulvet. Det var der en mands skæbne kunne blive afgjort fra det ene øjeblik til det andet. Hver gang Severins navn lød, så mærkede han denne særlige følelse af forventning og angst. I begyndel¬sen havde Severin troet, at sådan måtte det være, så længe han var ny. Der var jo så mange ting, han ikke vidste besked om, og lidt bange for ikke at slå til var han også. Men det blev ikke anderledes. Tværtimod. Og den tanke meldte sig, at der måtte være en anden for¬klaring.
  "Ja, det er dig, råbte Viggo, der netop kom forbi. Han havde været hos bageren efter wienerbrød. Det var ellers forbudt. Men på det område vejede en svends ord tungere end reglerne.
  Severin lagde nøglerne på filebænken, tørrede fingre¬ne med en tot tvist og gik rask til. Det gjaldt om at se energisk ud.
  Værkføreren stod bøjet over nogle papirer på bordet.
  "Du kan hjælpe Brian med en motorreparation. Han arbejder på "Fynboens plads" Han sagde det uden at se op.
  "Det skal jeg nok", svarede Severin og forlod skynd¬somt "Bu¬ret". "Der Führer", som værkstedets førstemand kaldtes i daglig tale var gammel militærmand. Viggo påstod, at han havde været slavepisker i Afrika - det sagde svendene. Men de sagde så meget.
  I reolen nedenfor værkførerkontoret fandt Severin arbejds¬kortene. Hver reparation havde sit kort, og der skulle stemples ud på det gamle og ind på det nye. "Fynboens plads". Severin huskede godt Fynboen, der havde været med til at arbejde firma¬et op sammen med selveste A. Andersen. I det første lærerår havde han været hos Fynboen. Det var en god tid. Fynboen satte en ære i at gøre sit arbejde ordentligt og være firmaet en god mand, men så blev han syg.
  Nogle svende var frygtede af lærlingene. De bandede og svov¬lede for det mindste. Severin spekulerede ofte over, hvad det mon kom af. Måske skulle de aldrig have valgt smedefaget. Måske havde de gjort det uden at vide, hvad de gik ind til. Og nu stod de dag efter dag den sidste halve time inden fyraften ventende på, at klokken skulle befri dem. Skjulte blikke holdt øje med buret. Så længe den almægtige opholdt sig der, var alt godt, men så snart døren blev åbnet, gik budskabet: "Der Führer kommer! Ser Führer kommer!". Straks blev nøgler fundet frem og tilfældige møtrikker blev af febrilske hænder spændt en ekstra gang.

Brian havde allerede fået motoren løftet ind på plad¬sen.
  "Den skal skilles ad. "Råbe-Ejner" siger der er færdig. Han skiftede den i går. Det er en kunde repara¬tion".
  "En vi kender?"
  "Det er en proprietær, en dum skid", svarede Brian.
Svendene havde deres egen måde at afgøre den slags på. Se¬verin så på arbejdssedlen. Han kendte navnet at omtale, men det var ikke for det gode. Bolt efter bolt blev løsnet. Det skulle ske i en bestemt rækkefølge, ellers kunne topstykket blive skævt. Der var en egen spænding ved at skille en motor ad. Hvordan ville stempler, cylindere og lejer se ud?
   Severin løftede topstykket. Ved en dieselmotor skulle det gøres særligt forsigtigt, ellers kunne dysserne tage skade. Han følte med sine fingre ned i cylinderne. Der var ingen slidkant at mærke og riser sås heller ikke. Tilsyneladende fejlede stemplerne ikke noget. Motoren var kun et år gammel. Det måtte være ved krum¬tappen fejlen lå.
  "For Satan, her skal du se!" lød det pludselig fra Brian idet han hev selvstarteren eller startmotoren, som den hed i fags¬pro¬get, op på filebænken, "det er sgu den, der er gået. Kan du se? Drevet er ødelagt og har blokeret svinghjulet".
Severin nikkede.
  ""Råbe-Ejner", det fjols, han skulle bare have skiftet star¬teren", sagde Brian og tørrede fingrene, "jeg smut¬ter lige op til "Über" og fortæller, hvordan landet ligger".
  Severin begyndte at rense topstykket. Det skulle under alle omstændigheder gøres. "Råbe-Ejner" havde rigtig dummet sig. Nu stod han til en ordentlig skide¬balle. Firmaet kunne dårligt gøre andet end sætte motoren på igen uden beregning. Severin så sig omkring. Her stod han i A. Andersens store værkstedshal. Mo¬torafdelingens svende anså sig for lidt finere end de andre. De sagde spøgefuldt, at de var i den "tekniske afdeling" i modsætning til klamphuggerne, der kun havde forstand til at reparere mejetærskere. "Råbe-Ejner" havde bevist rigtigheden af den antagelse. Som barn havde Severin aldrig tænkt på, at han skulle være smed. I det hele taget havde han ikke spekuleret så meget over, hvad han ville være, når han blev stor. Voksen¬livet syntes dengang så fjernt og uvirkeligt. Han havde troet, at han ville se verden helt anderledes.
  "Vi skille den ad", sagde Brian kort, da han kom tilbage.
Severin nikkede. Hos A. Andersen skulle tingene være i orden, når de forlod værkstedet. Han huskede, at netop det punkt frem¬hævede hans fader hos firmaet, da de talte om valg af læreplads. Stump for stump blev den afmonteret, delene vasket i renset benzin og stillet i bestemt rækkefølge på filebænken. Det var næsten ikke til at se, at lejerne havde kørt.
  Som det sidste blev oliepumpen skilt ad. Også den var som ny.
  "Stempler, forringer, krumtap, lejer og oliepumpen skal ud på det gamle lager", sagde Brian
Severin så spørgende på ham.
  "Hvad glor du på? Se nu at komme i gang". Brian var tydeligt irriteret.
  "Jamen hvorfor?"
  "Lad være med at spørge så meget. Bare gør som jeg siger".
Severin adlød. Noget af det første han havde lært i det halvan¬det år, han havde stået i lære, var at gøre som der blev sagt. En lærling skulle ikke stille dumme spørgsmål eller gøre sig klogere end svenden. Han tænkte med gru på den latter, det vakte, da han en af de første dage på en svends forlangende forsøgte at få lageret til at udlevere en pakke messinghuller. Men efter den tid var han accepteret, og han kunne med stolthed i stemmen svare "A. Andersen", når nogen spurg¬te, hvor han ar¬bejde. Så vidste de besked. A. Andersen borgede for kvalitet og redelighed.
  Alt tålte dog ikke dagen lys. Men det var ikke firma¬ets skyld. Han huskede engang, han var med en svend ude at skifte stempelringe i en traktormotor. Det var langt fra værkstedet, så det tog en hel dag. Netop som sven¬den var ved at sætte det sidste stempel ned i dets cylinder, havde han uheld og knækkede en ring.
  "Det var værre", sagde bonden, der stod og så på, "har du en anden med?"
  "Det må vi håbe", mumlede svende og gav sig til at lede i servicebilens lager af reservedele. Severin kunne se, at bon¬den havde i sinde at blive stående. I det samme svingede en bil ind på gårdspladsen.
  "Fandens" lød det indestængt fra bonden, "jeg bliver nødt til at gå et øjeblik.
  "Severin! Nu gælder det om at rubbe neglene. Vi skal sgu ikke hjem på værkstedet. Den ka´ sgu også nemt køre med to ringe i stedet for tre".
  Et øjeblik efter dukkede manden op.
  "Der var vi heldige", sagde svenden, vi havde netop en ekstra stempelring".
Bonden gryntede et eller andet og så mistroisk på svenden, der imidlertid ikke lod sig anfægte.
  "Det er ikke hver dag lykkens gudinde står én bi, - ellers skulle vi have været hjem på værkstedet", sagde svenden og begyndte at nynne en hjemmelavet melodi. Langsomt sivede modet ud af manden og snart opgav han videre efterforskning.
     Severin for¬stod ikke, at svenden kunne tage det så roligt. Han havde lyst til at fortælle manden sandheden, men et blik fra svenden fra¬tog ham lysten. Det kunne måske også koste svenden hans arbej¬de. Værkføreren ville bestemt ikke tolerere den slags. Firmaets gode navn stod jo på spil. Men sådan ville det sikker altid være på en stor arbejdsplads - ikke alle var lige ærlige. Sådan havde han tænkt dengang.
  Ude på det gamle lager så Severin Brian sammen med underværk¬føreren. De var i færd med at undersøge nogle gamle motordele.
  "Hør! Du kan tage det her med tilbage", kommanderede Brian. Severin adlød. Delene svarede til dem, han netop havde gemt væk. Den eneste forskel var, at de var udslidte og lige til brokkassen. Han havde ikke længere lyst til at stille spørgs¬mål.

Lidt før middag kom værkføreren sammen med en fremmed mand. Severin gættede, at det var proprietæren. Han var midt i halv¬tredserne. Han så ikke så slem ud, som Severin havde håbet. Han lignede en almindelig landmand af dem Severin kendte fra sin hjemegn.
  "Hvad har du fundet ud af?" Værkføreren så spørgende på Bri¬an.
  "Oliesvigt. Den er helt færdig".
  "Umuligt! Vi ser altid efter, om der er olie på", sagde man¬den med nærmest hysterisk stemme.
  "Se har!" sagde Brian og tog oliepumpen, "helt fær¬dig. Den har ikke givet en dråbe olie. De lejerne - brændt af".
  "Jamen hvordan ...? jamrede manden, "den er jo kun et år gammel".
Brian trak på skulderen. Hvorfor kunne han ikke sige, han kunne blot konstatere resultatet.
  En blanding af dyb skam og vrede greb Severin. Det havde han aldrig troet firmaet A. Andersen kunne finde på. Han havde mest lyst til at råbe, at det var løgn altsammen, men værkførerens tilstedeværelse fratog ham modet.
  "Ja, så har vi vist set, hvad vi skal se! Skal vi gå ind på kontoret?"
  "Det har vi vel, men jeg fatter det ikke", sukkede proprie¬tæren og fulgte efter værkføreren, der allerede var begyndt at gå.

  "Hvad så, ska´ vi sandt hjem?" Det var Viggo, der kom forbi. Han havde altid en stor tot tvist i baglommen.
  "Jeg gider sgu snart ikke mere - sådan noget lort at være med til. Det er det rene svindel", sagde Severin og hev en nøgle ned i værktøjskassen.
  "Svindel?"
Severin fortalte Viggo hele historien.'
  "Sikke noget lort", svarede Viggo og så beskæmmet på Severin. Sådan troede jeg godt nok ikke, vi bars os ad".

Klokken var halv syv. Severin lå i sin seng. Om en time begyndte endnu en arbejdsdag i firmaet A. Andersen. Ti minutter over syv kom Viggo. "Jamen hvordan - den er kun et år gammel". Severin kunne stadig høre ordene og se mandens forskrækkede ansigt. Al¬lerede den næste dag skif¬tede Viggo Mening. Det var nu helt i orden at firmaet havde fået ram på proprie¬tæren. Han havde gang på gang snydt firmaet. Det sagde svendene. Severin kom til at tænke på Fyn¬boen. Det var jo på hans plads, det fore¬gik. Han huskede sidste gang han så ham. Fynboen sad i omklædningsrum¬met. Det var lige efter fyraften.
  "Hvor har jeg det dog mærkeligt godt i dag. Jeg har ikke haft det så godt længe. Sommetider er det som om mit bryst skal sprænges. Forstår I det? Det er som om en masse djævelskab vil ud. Men i dag har jeg det godt - hvor er det dejligt". Fynboen sad nærmest og snakkede med sig selv. Han havde været syg og indlagt på hospitalet, men var begyndt at arbejde igen. Hele hans liv var firmaet A. Andersen. Mon han var gået med til sådan noget svindel?
  En morgen kom beskeden: "Fynboen er død". Svendene stod stil¬le og snakkede om ham. Nogle fortalte små episoder fra Fynboens tid i firmaet. Han var som ung kommet til byen og ville kun være blevet for en kortere periode, men han mødte en pige og blev boende. Der blev samlet ind til en krans.
  Lidt før første pause lagde Severin mærke til en af svendene, der gik rundt på Fynboens plads. Særligt interesseret var han i det, der lå under filebænken. Der havde Fynboen sit special¬værktøj, som han gennem et langt liv havde fremstillet. Svenden fiskede et stykke frem og stod og vejede det i hånden.
  "Hov! Hov! Nu skal du ikke løbe med det hele". Det var Ejner, der råbte.
  Ordene virkede som et signal til anarki. Svendene lod nøgler være nøgler og skyndte sig derhen. Det ene stykke værktøj efter det andet blev trukket frem. Også Viggo kom veltilfreds med en stor specialnøgle. Den blev dog hurtigt konfiskeret af en svend. Lærlinge skulle ikke rage til sig.
  Severin vendte sig i sengen. Hvad mon Fynboen ville have sagt? Havde han tiet? Var det mon den djævelskab, han talte om, der truede med at sprænge hans bryst? Severin ville ønske, at han kunne spørge.

  "Klokken er snart syv, du skal op". Det var hans mor der kaldte.
  Severin kom i tøjet og satte sig til morgenbordet. Hans far var netop kommet ind fra stalden.
  Severin havde ingen appetit.
  "Er du syg?" spurgte hans far.
  "Jeg vil ikke på arbejde. Jeg vil ikke mere. Jeg sætter al¬drig mere mine ben i det firma - I kan godt ringe og fortælle, at jeg ikke kommer mere". I det samme rejste han sig og fór ud af køkkenet og løb væk fra huset. Et par hundrede meter bag gården faldt han omkuld i nogle halmballer. Han græd. Han turde ikke møde værkføreren.
  I det fjerne lød lyden af en motor. Sving efter sving kom lyden nærmere. Han så op på skyerne. Viggo. De havde mange gange haft det sjovt. De havde talt om eget værksted og hvordan de ville arbejde det op, som A. Andersen havde gjort. Han tænk¬te på sine forældre. De havde slået på, at han skulle have en uddannelse. I går var han lærling, nu var han pludselig ingen¬ting. Men han ville ikke tilbage.
  Oppe på vejen foran gården startede en bil. Den blev kørt helt ud i gearene. Viggo var altid i humør. Ham skulle det nok gå for. 

14.10.2008
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.