Ole Thestrup Hansen  er skribent ved Tarup Gl. Præstegårds blad "Fællesnyt". Han og nogle brugere og personaler besøgte  først i september Fur på en lille kort ferietur, hvor museumsleder John Bertelsen  viste dem rundt på øen. Hele ferieturen er nu blevet til  en artikel i bladet ”Fællesnyt” og Furnyt bringer den her.

Ferietur til Fur, 31.8. – 2.9. 2009

Af: Ole Thestrup m.fl. fra Fur-turen.

Mandag den 31. august 2009:

Vi var seks brugere, der sammen med Camilla og Finn Donsager mandag den 31. august begyndte vores ferietur til øen Fur, der ligger i Limfjorden.

Vi kørte fra TGP kl. 10, og vejret var heldigvis godt kørevejr, idet det var gråvejr, så  det var hverken for koldt eller for varmt i bussen. Det lykkedes også at få al bagagen stablet ind i bussen, så vi undgik at skulle køre med trailer, hvilket var særdeles praktisk.

Det støvregnede en stor del af tiden op gennem Jylland. Så var det jo ikke så rart at skulle sidde udendørs og spise frokost og at sidde i bussen og spise ville blive noget fedteri, så Camilla ringede i god tid til Sjørup Ældrecenter, hvor Camilla havde været ansat nogle år i sine unge dage og spurgte, om vi kunne låne et lokale der til at spise vores medbragte sandwich i.

Det kunne vi, og vi blev vældig godt modtaget og fik tallerkener, knive og gafler til brug ved frokosten

På vej op gennem Midtjylland, lagde vi mærke til, at der på rundkørselerne enten stod en kurv fyldt med kartofler, eller der var opstablet en stak kartofler midt på rundkørselen. På den midtjyske sandjord dyrkes der jo mange kartofler, men vi undrede os over udsmykningen af rundkørselerne med kartofler. Vi fik oplyst på Sjørup Ældrecenter, at det skyldtes, at man fejrede de såkaldte ”kartoffeltyskere”, der for 250 år siden kom til Danmark, inviteret af den danske konge for at opdyrke den jyske lynghede og dyrke kartofler.

Herefter gik turen til Mønsted Kalkgruber eller ”faldgruber”. Det var meget spændende, men også hårdt at gå i gruberne, idet der var temmelig ujævnt at gå dernede. Det var også koldt at gå i gruberne, idet temperaturen året rundt kun er otte grader, og da vi kom fra en udendørstemperatur på 20-22 grader, føltes det temmelig koldt at komme ned i gruberne.

Der har været gravet kalk i Mønsted Kalkgruber i ca. 1000 år. Minegangene har en samlet længde på ca. 60 km i seks etager. Der findes et ostelager i Mønsted Kalkgruber.

Der var vist ingen af os, der havde noget energi til salg, da vi kom ud fra gruberne, men vi var dog ikke mere møre, end at vi lige skulle ind i det gamle kalkværk, hvor der var en udstilling om kalkgruberne gennem tiderne.

Der var også udstilling om flagermusene, der holder til i gruberne. (Poul og Camilla købte magnetflagermus) ”de store pjatteunger”. Efter Mønsted Kalkgruber tog vi direkte til Fur, som man skal sejle over til med en lille færge. Sejlturen er ikke så lang – den tager ca. fire minutter.

Efter lidt besvær fandt vi sommerhuset, hvor vi hurtigt indlogerede os. Da vi havde installeret os, tog vi til Fur Færgekro, hvor vi indtog middagen.

Mandag aften hyggede vi os i sommerhuset med god rødvin, kaffe – herunder Irish Coffee med det hele.

Tirsdag d. 1. september.

Dagen startede stille og roligt. Lena fik sovet længe for første gang i fire år, og Poul blev ”opfrisket” af et koldt bad, idet vi andre tilsyneladende havde brugt al det varme vand. Morgenmaden blev indtaget med stor appetit – æg, bacon og cocktailpølser falder altid i god jord! Morgenkaffen, som var brygget af Lena, var måske lidt til den tynde side, hvilket Lena måtte høre en del for. Nå, men vi fik hende lært ikke at spare så meget på kaffen, så næste morgen var kaffen betydeligt bedre.

Kl. 10 havde vi en aftale med John Bertelsen fra Fur Museum.

John skulle med os i bussen og vise os rundt på Fur i 2 timer. John er uddannet arkæolog og efter eget udsagn tidligere skarnsknægt på Fur, og han gav os en 2 timer lang og indholdsrig rundvisning og fortælling om Furs historie og seværdigheder. Helt tilbage med fortællinger om, hvordan istidens ”bulldozer” har skabt det landskab, der er på Fur i dag. John kendte hver krog og detalje på Fur.

Det mest bemærkelsesværdige ved vores guide John var, at han er totalt blind, og alligevel vidste han med utrolig stor præcision, hvor vi var henne.

En meget imponerende præstation af John. Han viste og forklarede os også, hvordan han orienterede sig. På et tidspunkt på køreturen bad han os alle om at lukke øjnene – dog ikke chaufføren! Vi kørte på det tidspunkt på en lidt ujævn grusvej, og John sagde: Nu kan I godt mærke, at vi kører på en ujævn grusvej, senere sagde han: Nu kan I mærke, at vi drejer til højre – nu til venstre. Nu går det opad, og nu går det nedad. På den måde havde han indprentet sig hele turen fra Fur Museum og rundt på øen, hvor det dagligt var hans opgave at køre rundt med turistbusser og fortælle om Fur og øens seværdigheder, historie o.s.v.

Selvom John har været blind de sidste 20 år, havde han en utrolig fornemmelse af Furs landskab, d.v.s. skovene og beplantningerne på Fur, som vi andre kalder natur, men som i realiteten er skabt og plantet af mennesker. Fortællingen gik så langt tilbage som til dengang, hvor vulkansk aske og alger dannede lag på havets bund i 60 meter tykke lag og blev omdannet til det, som vi i dag kalder moler. Moleret indeholder ca. 200 vulkanske askelag. Moleret brydes og anvendes til isolerende byggesten samt til kattegrus. Moleret har således stor betydning for Furs økonomi.

Efter vores rundvisning indtog vi frokost på øens lokale stamværtshus– ”Skuret”, med udsigt over havnen i Stenøre.

På fuld mave, vendte vi tilbage til Fur Museum, hvor vi bl.a. så én af verdens største samlinger af fossiler og forsteninger, som er fundet i moleret.

Helt fyldt op af Fur, tog vi på udflugt på fastlandet. Vi besøgte Camillas søster, som bor i Glyngøre. Hun stod parat med kaffe, kage og frugt. – et dejligt lille afbræk i alle oplevelserne. Det viste sig, at Camillas søster var en meget sød og nydelig kvinde. Vi havde naturligvis spøgt med, om hun nu så godt ud o.s.v. Det var vist mest Finn, der førte an i den del af løjerne!

Efterfølgende så vi lidt nærmere på Glyngøre by, fik handlet det sidste ind til aftensmaden i Brugsen. Brugsen i Glyngøre har den skønneste parkeringsplads i Danmark. Vi parkerede med forhjulene placeret næsten i strandkanten og med udsigt over Limfjorden og til Sallingsundbroen.

Aftensmaden, som bestod af bøffer af oksemørbrad med kartofler og rødvinssauce til, blev indtaget i vores sommerhus med hygge og godt humør. Til dessert fik vi belgiske vafler med is – særdeles lækkert!

Onsdag d. 2. september

Kl. 10.30 skulle vi besøge Thise Mejeri.

Thise Mejeri er Danmarks største økologiske mejeri.

Thise Mejeri indsamler mælk fra Frederikshavn til Kongeåen – et meget stort indsamlingsområde. Der indvejes årligt ca. 85 millioner kg mælk. Mælken forarbejdes til mange forskellige specialprodukter, der for en stor del sælges til danske supermarkedskæder, især Coop, d.v.s. de forskellige brugsforeninger, Superbrugsen, Dagligbrugsen.  Derimod sælger Thise Mejeri ikke til Dansk Supermarked, d.v.s. Bilka, Føtex og Netto. Nogle kæder stiller særlige krav til produkterne. Det gælder f.eks. Irma-kæden.

Besøget på Thise Mejeri var til dels en kold affære, idet der i pakkeriet kun er en temperatur på fem grader. Stablingen af mælkekasserne med mælkekartonerne foregik i øvrigt fuldautomatisk med robotter.

Thise Mejeri har også  en omfattende eksport til bl.a. Tyskland og sågar til Holland, hvilket jo er overraskende, da Holland jo er et udpræget mejeriland.

Thise Mejeri producerer også  mange forskellige ostetyper, som vi efter rundvisningen fik smagsprøver på sammen med smagsprøver på deres mælketyper, koldskål m.m.

Besøget på Thise Mejeri var en spændende oplevelse.

Herefter gik turen hjemad mod Fyn og TGP. Camilla kørte en stor del ad vejen hjem, og vi var enige om, at det var godt, at hun havde flycertifikat, for det gik med hiv og sving, og at hun nu havde fået nogle flyvetimer, så hun kunne bevare certifikatet.

På vejen hjem kom vi igennem en lille jysk by, som vistnok kun havde en enkelt butik, og her skulle Finn absolut ind og købe en lille pikant gave til kvinden i sit liv.

Turen hjemad gik i øvrigt udmærket og uden trafikale problemer, og vi var hjemme på TGP temmelig nøjagtigt kl. 15.30, hvilket også var planlagt.

Camilla og Finn var utroligt søde, rare og hjælpsomme at have med på turen, og jeg tror, at alle deltagere i turen er enige om, at det var en god, spændende, men også trættende tur. Der gik i hvert fald et par dage, inden jeg (Ole) var kommet helt til hægterne igen.