FurNyt har besøgt Berit Andersen på Kirkevej, der for to år siden begyndte at lave ”moderne” ikoner af naturens egne materialer.

Se også hjemmesiden: www.furikon.dk

Hvis du en dag ved stranden møder en kvinde, der har rygsæk på og går søgende med blikket slået ned, så er der en vis sandsynlighed for, at det er Berit, der er ude og lede efter materiale til sin kunst. Siden hun for to år siden begyndte at lave ikoner, har hun altid i tankerne, om der skulle være et eller andet, hun kommer forbi, der kunne bruges. Et rusten søm, et stykke blik eller andet, som for andre blot er affald og skrammel, er for Berit grundmaterialet for den kunst, hun laver.
Når der har været gevinst og rygsækken er fyldt, så bliver fundene lagt op på et bord hjemme i huset på Kirkevej. Værelset på førstesal er hendes domæne og helligdom. Her finder hun den ro, som ellers er svært at finde i dagens pulserende liv. Her roder det og sådan skal det være. Oftest arbejder hun på tre – fire ikoner på en gang. Lang tid går med at bytte rundt på tingene, og i det hele taget lade fantasien råde, indtil skabelsesproc essens uransagelige veje  pludselig får det til at falde på plads.

Berit stammer oprindeligt fra Horsens. Hendes mor var norsk og hjemmegående og hendes far tysker og ingeniør. Nitten år gammel forlod Berit sin fødeby. Turen gik blandt andet til England, hvor hun arbejdede med handicappede i en landsby, hvor de boede efter inspiration af Rudolf Steiner. Selv var hun blevet uddannet som pædagog  på  Montessori Seminariet i København og efter turen til England fik hun arbejde i Århus, hvor hun mødte sin mand Jørgen, der er født og opvokset på Fur.

Og netop det møde kom til at betyde, at Berit blev øbo. For knapt ti år siden rykkede de teltpælene op fra Århus og flyttede ind i et hus på Kirkevej.
”Det har været rigtig godt, og vi har aldrig fortrudt det”, siger Berit, mens vi sidder og snakker over en kop kaffe ved bordet i køkkenet.  ”I Århus skulle man hele tiden passe på, at alt var låset. Her er der en stor frihed og det er godt for børnene”, siger Berit.

”Du kalder dem for ”moderne ikoner”, hvorfor det?”
Berit forklarer, at de russiske ikoner alle havde et religiøst motiv. Det var helgener, der var afbilledet. Også i Berits ikoner er der religiøse motiver. Hun bruger f.eks. ofte korset, men det er noget, som folk selv må finde ud af. Berit giver ingen hjælp i form af navn eller andet, der kan lede folk på sporet. Hun mener, at det er helt op til den enkelte, hvordan man vil tolke kendes billeder. ”Jeg vil ikke pådutte nogen noget”.  Dermed er vi til bage til en gammel diskussion, som også Jeppe Aakjær og Thøger Larsen tog del i. Jeppe mente, at kunsten skulle gøre nytte, at kunstneren skulle være politisk bevidst, mens Thøger Larsen mente, at det var op til folk selv, hvad de ville have ud af det. Han skrev digte, fordi han kunne lide det, og dermed var den ikke længere.
”Jeg holder mig til Thøger Larsen”, siger Berit, da hun har hørt den udsendtes udlægning af de to synspunkter.

Det hele startede med et kunstkursus, som hun og en veninde gik på. Siden har ikonerne været en del af hendes liv. Førhen har hun blandt andet malet for at udtrykke det, der rumsterede i sindet, men ikonerne er det, som for alvor har bragt roen med sig. Så derfor er Berit også ret sikker på, at den moderne ikon er kommet for at blive.
I øjeblikket udstiller Berit i Fuur Sparekasse og på Fur Strand Hotel. Tidligere har hun udstillet på Skive Kommune.
Berit er i dag ansat i Skive Kommune som støttepædagog inden for børnehaverne, så ind i mellem træffer man hende også i børnehaven på Fur.

07.10.2008
Knud Peder Jensen
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.