| Det er de små ting, vi skal glæde os over |
|
FurNyt har besøgt Henning Dalsgaard, der i snart 40 år har drevet landbrug på Fur. Vinden står i nordøst og sender en varm sommerluft ind over markerne på Landbrugsejendommen på Kønsborgvej på Fur. På markerne op til gården går og ligger de sortbrogede køer. Ved et rødstens hus går en mand, og er ved at ordne terrassen.
Da Henning Dalsgaard vendte hjem til Fur i 1969 og overtog gården, var der 8 køer. I dag er der 50, men gården hører stadig til i husmandsstørrelse, siger han og småler. Udviklingen er gået stærkt og udgifterne er fulgt med. Først i 1970erne kostede det 51 kroner at få en yverbetændelse hos en ko behandlet - i dag koster det 723 kroner. Til sammenligning kostede en liter mælk til mejeriet dengang omkring 90 øre, mens den i dag kun er en krone højere. Dengang kostede en tønde korn 100 kroner mere end i dag, så på den baggrund er det ikke så mærkeligt, at gårdene i dag skal være større end tidligere. Jorden fra 6 mindre gårde er da også siden dengang blevet lagt til gården, så den i dag er på knapt 60 hektar. Den første jord kostede 14.000 kroner pr. hektar, mens det sidste kostede 81.000 kr. pr hk. Da jordpriserne toppede, var de oppe på 300.000 kr. pr hektar – en pris, som han finder helt vanvittig, og som har gjort, at mange landmænd er kommet i klemme, når de skal låne penge i banken, da jorden nu er faldet betragteligt.
Henning Dalsgaards far havde en mælketur for mejeriet på Fur. Dengang var der mange små brug, der kun havde en enkelt ko. Han husker en lille ejendom, der lå et stenkast fra mejeriet. Her var manden ofte ikke klar, når mælkekusken kom, men så gik han selv over på mejeriet med det i en lille transportspand. Men i 1970 var det slut. Mejeriet blev nedlagt og mælken kom til mejeriet ”Nordsalling” i Lindum, hvor der i dag er cirkusskole. I dag hedder mejeriet Arla, og der er kun to mælkeproducenter tilbage på Fur. Men da Arla er et andelsselskab, er de forpligtet til at hente mælken, men den dag er måske ikke fjern, hvor mejeriet vil komme med et tilbud for at blive fri for at hente mælken. Slagteriet er begyndt at knurre over at skulle hente grise på øen. I dag har gården således leveret en so og fire grise til slagteriet, og det er for lidt i vore tider, hvor effektivitet er et must. Sommetider må de vente i 3 uger, inden vognmanden kommer, med det resultat, at grisene bliver alt for store. Det er en sørgelig udvikling, mener Fur bonden. Men han er overbevist om, at på et tidspunkt vender udviklingen og de små brug vil komme tilbage. Der vil blive brug for små brug med specialafgrøder. Men nutidens landbrug har heller ikke noget med landbrug at gøre – det er industri, siger Henning Dalsgaard.
Men som ung var Henning Dalsgaard rundt i landet. Den første gang skete det lidt ufrivilligt. Han er nemlig født totalt farveblind. Det førte til, at han ikke kunne følge ordentligt med på tavlen i skolen og resultatet blev, at han som 8-årig blev sendt på blindeskole i Kalundborg. Det var lige efter krigen. Han kom først tilbage, da han var 15 år, bortset fra de to gange om året, hvor han var hjemme på besøg.
Siden gik turen til Ladelund Landbrugsskole, og derefter fik han pladser som fodermester rundt i landet. Den sidste løn han fik var 13.500 kr. – om året. Det var i 1968.
Tiden er inde til at se stalden. Men der er lige ”noget”, som skal vises først ude i laden. Dette ”noget”, er en and med et kuld ællinger, den selv har ruget ud.
10.07.2009
|








Tlf.: 2031 4749
John: 3034 3129

Tlf.: 9759 3182
Tlf.: 2181 4532



Tlf.: 9757 3082
Tlf.: 2099 2399


Tlf.: 2420 7854
Tlf.: 2521 3547

Tlf.: 9759 3060
Tlf.: 9759 3002
Tlf.: 9759 3311


Tlf.: 9759 3245


Tlf.: 9759 3844

Tlf.: 9759 3170
Tlf.: 9757 8500


Fuur Sparekasses
Tlf.: 5120 3108