FurNyt har besøgt Henning Dalsgaard, der i snart 40 år har drevet landbrug på Fur.

Vinden står i nordøst og sender en varm sommerluft ind over markerne på Landbrugsejendommen på Kønsborgvej  på Fur. På markerne op til gården går og ligger de sortbrogede køer. Ved et rødstens hus går en mand, og er ved at ordne terrassen.
Manden hedder Henning Dalsgaard og har drevet landbrug her siden 1969, hvor han overtog gården efter sine forældre. I dag er der igen gang i et generationsskifte, idet gården blev omdannet til et I/S i 2002 med sønnen Ivan som medejer.
Som lovet, da mødet blev aftalt over telefonen, så står kaffen klar i køkkenet. Huset tilhørte engang en farbroder, der havde gård klods op af forældrenes, men de to gårde er for længst lagt sammen, så nu bor Henning Dalsgaard i farbroderens hus og sønnen Ivan sammen med sin russiske kone  i  stuehuset, der hører til den oprindelige gård.

Da Henning Dalsgaard vendte hjem til Fur i 1969 og overtog gården, var der 8 køer. I dag er der 50, men gården hører stadig til i husmandsstørrelse, siger han og småler. Udviklingen er gået stærkt og udgifterne er fulgt med. Først i 1970erne kostede det 51 kroner at få en yverbetændelse hos en ko behandlet - i dag koster det 723 kroner. Til sammenligning kostede en liter mælk til mejeriet dengang omkring 90 øre, mens den i dag kun er en krone højere. Dengang kostede en tønde korn 100 kroner mere end i dag, så på den baggrund er det ikke så mærkeligt, at gårdene i dag skal være større end tidligere.

Jorden fra  6 mindre gårde er da også siden dengang blevet lagt til gården, så den i dag er på knapt 60 hektar. Den første jord kostede 14.000 kroner pr. hektar, mens det sidste kostede 81.000 kr. pr hk. Da jordpriserne toppede, var de oppe på 300.000 kr. pr hektar – en pris, som han finder helt vanvittig, og som har gjort, at mange landmænd er kommet i klemme, når de skal låne penge i banken, da jorden nu er faldet betragteligt.

Henning Dalsgaards far havde en mælketur for mejeriet på Fur. Dengang var der mange små brug, der kun havde en enkelt ko. Han husker en lille ejendom, der lå et stenkast fra mejeriet. Her var manden ofte ikke klar, når mælkekusken kom, men så gik han selv over på mejeriet med det i en lille transportspand. Men i 1970 var det slut. Mejeriet blev nedlagt og mælken kom til mejeriet ”Nordsalling” i Lindum, hvor der i dag er cirkusskole.

I dag hedder mejeriet Arla, og  der er kun to mælkeproducenter tilbage på Fur. Men da Arla er et andelsselskab, er de forpligtet til at hente mælken, men den dag er måske ikke fjern, hvor mejeriet vil komme med et tilbud for at blive fri for at hente mælken. Slagteriet er begyndt at knurre over at skulle hente grise på øen. I dag har gården således leveret en so og fire grise til slagteriet, og det er for lidt i vore tider, hvor effektivitet er et must. Sommetider må de vente i 3 uger, inden vognmanden kommer, med det resultat, at grisene bliver alt for store.

Det er en sørgelig udvikling, mener Fur bonden. Men han er overbevist om, at på et tidspunkt vender udviklingen og de små brug vil komme tilbage. Der vil blive brug for små brug med specialafgrøder. Men nutidens landbrug har heller ikke noget med landbrug at gøre – det er industri, siger Henning Dalsgaard.
- Træffer du en moderne storbonde, så kan han ikke stå stille i to minutter, da han hele tiden har noget at se efter. Her har vi altid tid til at snakke. Du kan blive her en time eller to, der er snart lige meget, hvad tid på året, så tager vi os tid. Det er ikke et liv, det andet.
Dagen begynder ved halv sekstiden om morgen med malkningen, og slutter ved syvtiden om aftenen, men det med klokkeslettet er ikke noget, vi går op i, men ferie og frihed er heller ikke noget, vi kende meget til. Vi går herhjemme og ”dulrer” og når de andre tager af sted på ferie, godter vi os over, at vi kan få lov at blive herhjemme.

Men som ung var Henning Dalsgaard rundt i landet. Den første gang skete det lidt  ufrivilligt. Han er nemlig født totalt farveblind.  Det førte til, at han ikke kunne følge ordentligt med på tavlen i skolen og resultatet blev, at han som 8-årig blev sendt på blindeskole i Kalundborg. Det var lige efter krigen. Han kom først tilbage, da han var 15 år, bortset fra de to gange om året, hvor han var hjemme på besøg.

Siden gik turen til Ladelund Landbrugsskole,  og derefter fik han pladser som fodermester rundt i landet. Den sidste løn han fik var 13.500 kr. – om året. Det var i 1968.

Tiden er inde til at se stalden. Men der er lige ”noget”, som skal vises først  ude i laden. Dette ”noget”, er en and med et kuld ællinger, den selv har ruget ud.
”Det er de små ting, som vi skal glæde os over”, siger han, mens han står og betragter andemor, som prøver at se bister ud i forsvaret for sine unger. Han mindes i sin barndom, hvor forældrene kunne stå måske en halv time og se på en so, hvor de nyfødte grise sloges om at komme til patten. Den glæde er der ikke mange, der giver sig selv i dag.
Når selvbinderen blev kørt ud, var det også en festdag, mindes han. Folk var bedre til at glæde sig over de små ting i hverdagen.  I dag er livet på landet blevet ligesom det dengang var inde i byen, hvor man nøjedes med at hilsen på naboen, men ellers aldrig snakkede med ham. Folk har lukket sig om sig selv i modsætning til datidens samfund, hvor der altid var tid til en snak over skellet.
Men endnu malkes der to gange dagligt på gården, og mælkebilen kommer hver anden dag,  og det vil den nok blive ved med en rum tid endnu.

10.07.2009
kpj