Se video

Den 11. november 1951 forlod en ung mand den fædrene gård på Agerø. Med sig havde han en cykel og de personlige ejendele, der kunne være på den. Rejsens mål var Fur, hvor han for sine spareskillinger havde købt en lille ejendom i Engelst. Han var en ud af 10 søskende. Tanken, at han kunne blive andet end landmand, havde aldrig strejfet ham. Først ud at tjene og samle lidt penge, så købe en ejendom og blive sin egen herre. Det var målet.  På Fur var ejendommene nemlig billigere end på Mors. Første del af rejsen foregik med rutebil. I Nykøbing satte han sig i sadlen på sin cykel og satte kursen mod Limfjordsøen, som han ikke havde noget nærmere kendskab til.

Den gamle ejer havde forladt gården efter, at der var malket og fodret af om morgenen og den unge mand håbede på, at kunne være fremme midt på eftermiddagen. Men ham kom for sent til færgen, som skulle fragte ham det sidste stykke fra Branden til Fur. Så det blev sent, inden han kom i gang med at få de fem høveder ind og malket med hånd og fodre de fire grise og hvad der ellers var af dyr, mindes Jørgen Ladefoged, da vi en septemberdag 60 år senere sidder i hans køkken og ser tilbage på årene, der gik. En seng fandtes ikke på gården, så han samlede lidt halm ind i en stak og lagde sig i det med sin dyne. Her her havde han sin ”seng” indtil den 1. oktober, hvor han fik sine ejendele fragtet over.

Fur var dengang præget af mange små landbrug og småhandlende. Således var der omkring 8 købmænd på øen. Alt salg og udskænkning af øl og spiritus var forbudt. Dog var der nogle af købmændene, der kunne levere ”varen”. På kontoen kom der så blot til at stå ”Vare” 5 kr. eller hvad det nu kostede. 

Samfærdselsmidlerne var dengang noget mindre avancerede end i dag. På Fur var der i 1951 tre-fire stykker, der havde egen bil. Dengang havde Fur også eget mejeri med 150 leverandører og ti mælkekuske. At køre mælk gav en god ekstra indtægt og Jørgen lagde billet ind og fik en tur.  I det hele taget var halvtredserne en ganske god tid at være landmand i. Da han kom til ejendommen var der el indlagt og en gammel petroleumsmotor leverede trækkraften til kværn og tærskeværk. Den første vinter fik han indlagt elektrisk kraft og en elmotor, der kunne erstatte petroleumsmotoren. Kraften betød også, at han kunne få malkemaskine, vandværk, roerasper og andre hjælpemidler. En vogn med gummihjul blev det også til. Den lavede smeden.  I det hele taget syntes han, at han fik rigtig meget ud af ejendommen. Han kom også med i husmandsforeningen. Det var de fleste på Fur og mange satte krydset ved de Radikale, når der var valg. Missionen stod også stærkt og det var lidt af en omvæltning at komme fra det grundtvigske Agerø til Fur, mindes Jørgen.

Udover landbruget havde Jørgen også held på andre områder. I påsken 1952 var en ung pige på ferie på Fur. Ved en fest i øens forsamlingshus traf han Mary, som pigen hed. Hun så blev mor til hans fire børn, som han udtrykker det.

Landbruget gik så godt, at Jørgen besluttede i 1955 at sælge gården i Engelst og købe en større i Grisselgårde. Han kom også med i forskellige foreninger og var blandt andet med i bestyrelsen for kreaturforsikringen og var tillige taksator. Det betød, at han skulle rundt og takser besætningerne på Fur. Taksationen var afgørende for, hvor meget, der skulle gives i kontingent.   Efterhånden kom fire drenge til, men den fremgang, der var inden for landbruget i 1950erne fortsatte ikke ind i 60erne. Priserne faldt. Eneste udvej var at øge produktionen. Derfor blev der udarbejdet tegninger over en ny stald, hvor der var plads til 48 slagterisvin, men så blev Jørgen nervøs. Kunne det nu også løbe rundt? Svaret på det spørgsmål blev, at han opgav at drive landbrug og i stedet solgte jorden fra. Dermed gjorde han og Mary følgeskab med titusinder af andre, der i de år forlod landbrugserhvervet og gav sig til at arbejde som lønmodtagere. Mary var allerede på det tidspunkt blevet hjemmehjælper. For Jørgen kneb det i starten med at få arbejde, men i oktober 1967 fik han arbejde på en planteskole i Jebjerg. Til jul blev alle fyret. Så kom han til at arbejde ved molerværket på Knuden, der dengang var ejet af en tysker. Her blev han i fire år.  I efteråret 1970 søgte Mejeriet Nordsalling en chauffør til at køre mælketankvogn på Fur, hvis mejeri i mellemtiden var blevet langt ind under mejeriet i Nordsalling. Den stilling fik Jørgen, der dermed for anden gang i sit liv blev mælkekusk. Den stilling beholdt han i elleve år. De sidste ti år af sit arbejdsliv tilbragte han på molerværket Damolin.

Jørgen og Marys overgang til lønarbejde betød, at der pludselig kom to lønninger ind hver uge. Det blev nogle rigtig gode år indtil 1978, hvor han pludselig mistede sin kone. Derefter stod han tilbage og skulle ene forsørge og opdrage fire børn. Det var lidt hårdt indimellem, mindes han. Men når Jørgen ser tilbage på de 60 år på Fur, så har han i det store og hele være utrolig glad for tiden her, mindes han.

VIDEO

Første del: http://www.youtube.com/watch?v=fWQs9oZ3lZM

Anden del:http://www.youtube.com/watch?v=slwqlycL1fg

På 60 årsdagen for flytningen til Fur, kom mere end 30 gæster ønskede tillykke.

Ejendommen i Engelst som den 22årige Jørgen Ladefoged købte i 1951

1955 flyttede han til en større gård i Grisselgårde. Nabogården ses til højre i billedet.

Jørgen som barn. Allerede som seksårig fik han sin egen ko at malke.

For Forældrene, Ingvard og Maren Ladefoged foreviget med deres ti børn. I alt fik Maren 14 børn, men fire døde som små. Det er Jørgen, som sætter hovedet lidt på skrå.

Livet som landmand hører fortiden til. Jørgen, der står til venstre i billedet, er blevet ansat ved molerværket på Knuden på Fur

Den fædrene gård på Agerø

Jørgen Ladefoged kan se tilbage på 60 gode år på Fur.

 Jørgen og Mary med deres fire drenge

19.10.2011
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.